MEGET SMÅ BØRN

ENDELIG BESKED
Da Jakob blev skannet mandag, var der, som vi havde frygtet, en stor blødning i den ene hjernehalvdel, og fra
afdelingen meldte de klart ud. Hvis det var så slemt, som det så ud til - og det ville en ny skanning dagen efter
vise - så mente de, at det bedste ville være at tage Jakob ud af respiratoren, så han kunne komme til at dø. I
det situation kunne vi kun stole på, at personalet vidste, hvad de talte om, og vi følte os da også meget trygge
ved på baggrund af deres udtalelser at træffe en så stor beslutning. Vi var ikke i tvivl, da det kom til stykket.
Hvis Jakobs skade var så stor, som de mente, så skulle han ikke holdes i live i respiratoren.
Den nye skanning næste dag viste samme store blødning, og afdelingen havde forestillet sig, at vi ville tage
Jakob ud af respiratoren samme aften. Det havde især jeg meget imod - jeg kunne ikke forestille mig at sidde
på et hospital en mørk novemberaften med mit døende barn, så såfremt det var etisk forsvarligt, ville jeg
gerne vente til næste dag i dagslys og med en mere afklaret familie. Vi ville også have bedre tid til at
forberede Rikke på, at Jakob skulle dø.
Den læge og den sygeplejerske, vi talte med, var lidt overraskende, men syntes, at det var forsvarligt at holde
ham i live til dagen efter, forudsat at der ikke stødte nye komplikationer til. Vi spurgte, hvordan de på
afdelingen forestillede sig, at det skulle foregå, og deres forslag var, at vi tog Jakob ud af respiratoren inde på
stuen og derefter bar ham hen til et rum, hvor vi kunne være alene med ham. Ingen kunne sige noget om,
hvor længe han kunne leve uden for respiratoren, men jeg frygtede, at han ville leve meget kort tid, og at han
ville dø, mens vi gik med ham ude på gangen, så jeg var ikke meget for den løsning. Lynhurtigt tænkte
afdelingen kreativt og besluttede sig for at rigge respiratorudstyr op på en tom stue, så Jakob kunne flyttes
derind i sin kuvøse, før vi tog ham ud. Det blev vi meget, meget glade for, fordi det gav os og Jakob mulighed
for et værdigere og mere roligt forløb fra starten.
Vi havde nogle dage, hvor vi vidste, at Jakob snart skulle dø, og det gav os en mulighed for at få gjort ting,
som vi kunne mærke, var vigtige at gøre, før det var for sent. De første par dage efter Jakobs fødsel havde vi
kun haft lyst til at have besøg af familien og en enkelt meget tæt veninde, men pludselig blev det meget
vigtigt, at der var flere, som havde set Jakob i live. Jeg tror, at det var en sikring mod, at han skulle forsvinde
helt, når han var død, at han slet ikke ville være en realitet for andre end os, hans familie. Jeg kontaktede tre
af mine veninder og bad dem med meget kort varsel om at komme ud til mig og Jakob. Til min overraskelse
var der et af besøgene, der betød mere end de andre: Min nærmeste arbejdskollega, der var gravid med
termin samtidig med mig. Hun kom og så Jakob, dagen før han døde, og da hun havde været der, faldt der
mere ro over mig. Jeg vidste jo, at jeg om nogle måneder skulle se hendes nyfødte barn, så det at hun havde
set min søn, føltes meget rigtigt og vigtigt. Samtidig var jeg også fuld af beundring over, at hun turde komme.
Et par af de andre besøgende fik også lodrette ordrer om at tage gaver med til Jakob. Jeg havde et meget stort
behov for, at der var noget, som var helt almindeligt, og nok også en fornemmelse af, at det var vigtigt
bagefter at have ting, der havde været Jakobs. Og samtidig var det måske svært for dem, der kom på besøg, at
vide, om det var godt eller skidt med gaver til Jakob, nu hvor vi vidste, at han skulle dø?
En af sygeplejerskerne sørgede også for, at en af Rikkes bedste veninder kom til at se Jakob i kuvøsen, så
også hun ville have en ven at dele ham med bagefter, og Rikke brugte den samme veninde som fortrolig ude
på hospitalet, da vi havde fortalt hende, at vi ville tage Jakob ud af respiratoren næste dag. Afdelingens
personale var i det hele taget meget opmærksom på Rikke og sørgede for at behandle hende som en
storesøster, der har krav på at vide, hvad der foregår. Det var også deres forslag, at Rikke skulle være med,
når vi tog Jakob ud af respiratoren. Desuden gav de det nyttige råd, at det ville være godt, hvis der var en
32