MEGET SMÅ BØRN

Derfor lukkede vi nogle helt ind i vores hjerter, når vi kunne mærke, at vi kunne stole på dem, og helt
uretfærdigt stødte vi andre fra os, fordi de brugte anderledes rutiner, anderledes omgangsformer end dem, vi
i allerførste berøring havde taget til os.
For mig var neonatalafdelingen under alle omstændigheder mødet med en række mennesker, jeg kom til at
værdsætte højt, og flere af dem vil for altid have plads på mine varmeste erindringssider.
SAMMENHOLD OG OPBAKNING
"Nåh, der er I. Puha, jeg troede, der var sket noget alvorligt". Det er vores første uge på stuen. Med Emil i
kuvøsen og hele udstyret har jeg været uden for stuen for at få skiftet hans drop. Samtidig er hans skærm
blevet udskiftet med en anden, så vores krog har for en kort bemærkning været fuldstændig tom. Joan, som
er mor til et par tvillinger, der også ligger på stuen, betror mig, at hun frygtede, at det værste var sket med
Emil. "Vi har jo haft dødsfald på stuen før".
Det varmer meget, at hun sådan har overskud til at tænke på andre end sine egne. For mig selv må jeg
erkende, at det har jeg ikke haft overskud til endnu.
Senere da jeg er blevet mere bevidst om mine egne psykiske reaktioner, indser jeg, at Joans medfølelse også
var udtryk for hendes egen frygt. "Kan det ske for andre, kan det måske også ske for én selv".
Joan og Morten bliver de første skæbnedelere, vi knytter os til, og vi finder gensidig tryghed ved at tage del i
hinandens glæder og sorger.
For os er der en ekstra tryghedsgevinst i, at det er anden gang, at de prøver en for tidlig fødsel. De er derfor
ikke så rystede i situationen, som vi er, og de er gode til at få os til at slappe af, når vi bliver konfronteret med
nye farer.
Samtidig er jeg ikke fri for at misunde Joan og Morten. Deres tvillinger er nemlig født med en højere vægt
end Emil, og da de samtidig er nogle uger ældre, er de langt foran. Derfor kigger jeg med længsel, når der
skiftes, pusles og vejes på stuen, på de i mine øjne to velnærede tvillinger og tænker: "Gid det var Emil, der
var så stor".
BARNEDÅB
Inge sidder i kørestol på andendagen efter det dramatiske kejsersnit og græder sønderknust, hjerteskærende,
som var den størst tænkelige katastrofe indtruffet, mens vi alle istemmer salmen "Nu titte til hinanden".
Den kvindelige præst bøjer sig ind over hende og spørger hvorfor. Hulkende svarer Inge: "Det er, som om det
hele er slut nu". Præsten protesterer med ordene: "Nej, nej, det er ikke slutningen vi markerer, men
begyndelsen. Begyndelsen på livet".
43