MEGET SMÅ BØRN

nødvendigt at give ham en kraftig ilttilførsel. Jeg kunne kun stå bag lægerne og se, at han blev mere og mere
blå og slap. Jeg sendte positive tanker til ham og fortalte ham, at jeg vidste, at han havde styrken. Det var en
stor lettelse at se farven vende tilbage, når han fik ilt, men samtidig var jeg godt klar over, at den pludselige
og høje iltkoncentration kunne forårsage hjerne- eller øjenskade. Da Filip var faldet i søvn igen, pæn lyserød i
kuløren, kunne jeg styrke mig på en kop te i cafeteriet. Med det hele lidt på afstand blev det igen muligt for
mig at få optimismen og de positive tanker frem. Han skulle klare det her, også uden handicap, og det vidste
jeg, han ville.
Jeg var ikke så bekymret for Marina, for hendes apnøtilfælde var ikke så alvorlige, og hun havde næsten
ingen bradykardier. Jeg blev dog noget chokeret, da jeg en morgen fandt hende med en stor ”Anders Andbule”
i panden. Den skyldtes et drop i hovedet, der i nattens løb var faldet ud, hvorved glukosen var løbet ud i
vævet. Personalet forsikrede mig om, at det var ganske ufarligt og uden risiko for hjerneskade, men resten af
dagen og aftenen med hev jeg fat i alle, der var iført hvide kitler, for at få deres bekræftelse. Og den fik jeg.
Den sidste tid på neonatalafdelingen var vi kommet over det værste chok, og det hele drejede sig meget om
etablering af amning samt trivsel og vægt. Det var en sej kamp med udmalkning og ammeforsøg på skift men
efter halvanden måned lykkedes det at amme Filip fuldt ud. Marina havde meget svært ved at sutte, og da
dag og nat løb ud i ét, og jeg stort set ikke fik sovet, overgav jeg mig til flasken, dog med udmalket mælk.
UD OG IND IGEN
Nu kunne begge børn spise selv, og vi var blevet flyttet ud på børneafdelingen som en udslusningsordning. På
dette tidspunkt kom der et par børn ind med RS-virus, som kan være temmelig alvorlig for så små børn, så vi
lod os straks udskrive på eget ansvar.
De første par uger derhjemme var ekstremt hårde. Hvert måltid varede over tre timer med amning,
udmalkning, opvarmning af flaske, venten på bøvser, gråd og bleskift. Jeg fik hverken spist eller sovet, og jeg
var kørt helt ned, så efter en alvorlig snak med sundhedsplejersken besluttede jeg at stoppe med amning og
udmalkning.
Det var en tung tur til Falckstationen for at aflevere malkemaskinen, men det kunne ikke være anderledes.
Jeg trøstede mig med, at børnene havde fået min mælk i næsten fire måneder.
Efter 14 dage hjemme begyndte Filip at blive lidt slap, så vi tog på sygehuset med ham, men fik at vide, at han
var ok. Få dage efter begyndte Marina at hoste voldsomt, og denne gang gik turen til lægevagten, der sendte
os hjem med diagnosen forkølelse. To dage efter kastede Marina op, når hun hostede, så vi ringede til
børneambulatoriet, hvor vi heldigvis kunne få en tid hos vores kontaktlæge samme dag. Hun konstaterede
RS-virus, og begge børn blev indlagt på børneafdelingen. Marinas tilstand forværredes, så hun blev hurtigt
overflyttet til intensivafdelingen, hvor hun kom i CPAP og fik sondemad. Filip havde ingen symptomer, men
han fik tilsluttet en apnøalarm, og der var ingen dårlig idé, for den alarmerede konstant natten igennem. Om
morgenen blev også han overflyttet til intensivafdelingen og kom i behandling. CPAP og sondemadning
aflastede børnene så meget, at de hurtigt kom til kræfter, og efter et par dage kunne de overflyttes til
børneafdelingen. Vi var indlagt ni dage i alt, og i den tid fik jeg lov at sove om natten, så jeg havde for første
gang en god portion energi, da vi blev udskrevet.
20