MEGET SMÅ BØRN

Vi ventede på en afsluttende CT-skanning, som blev udført, da hun var næsten syv uger gammel. Alt var nu
stationært, og omfanget af hjerneskaden ville ikke blive forøget. Derfor blev hun overført til Hillerød
Sygehus´ børneafdeling med henblik på at blive bedre til at sutte på flaske. Hidtil havde hun fået de fleste
måltider via sonde.
Jeg var på sygehuset fra 8 morgen til 14 eftermiddag, hvor jeg kørte hjem og hentede hendes storebror i
dagplejen. Når han var puttet kl. 19, kørte jeg igen op til Hillerød - en tur på 26 km hver vej.
Man kunne ikke blive hos børnene om natten, så når jeg ikke var der, fik hun sondemad på grund af
personalemangel.
Efter to døgn besluttede jeg mig for at forlange hende udskrevet på eget ansvar, da jeg følte, at jeg selv kunne
passe hende lige så godt som hospitalet. Jeg vidste dog også, at de ikke kunne afvise mig, hvis det mod
forventning gik galt hjemme. Vi enedes dog med lægen om at gå på weekend og komme igen mandag morgen
til kontrol og evt. udskrivelse. Kristina mente heldigvis også, at vi havde valgt det bedste for hende, for da
hun kom hjem i fredelige omgivelser, spiste hun pænt af flasken og sov så godt mellem måltiderne, at hun tog
90 gram på på halvandet døgn. Vi blev udskrevet mandag formiddag med aftale om en kontrol efter tre uger.
HJEMME IGEN
Alt gik fint efter hjemkomsten. Kristina artede sig pænt og tog pænt på i vægt. Den dag, hun skulle have
været født, var sundhedsplejersken på besøg, og Kristina havde nu samme vægt som storebroderens
fødselsvægt.
Da Kristina var tæt på et halvt år, skulle der være barnedåb. Hun havde allerede nu lagt linjen for, hvem der
skulle passe hende, og kun jeg blev accepteret som madmor. Far måtte gerne hygge og bade og pusle, men
ingen andre kunne komme hende nær. Den dag, hun skulle døbes, startede hun på kolik, og hun skreg hver
dag fra kl. 14-22. I dag kan vi godt forstå, at nogen i den situation måske kommer til at gøre et barn fortræd.
Det kan virkelig drive en til vanvid, at man ikke kan trøste sit eget barn.
Kolikken varede i tre måneder, og det eneste, der kunne få hende til at tie, var at vi kørte hende i
barnevognen på brosten. Derfor skulle barnevognen også have nye dæk bagefter. Vi var begge enige om, at
når vores ægteskab havde kunnet holde til dette, kunne det holde til alt.
En ting, vi nu også allerede for længst havde stiftet bekendtskab med, var socialforvaltningen. Allerede mens
Kristina lå på Rigshospitalet, var vi i forbindelse med dem for at få hjælp til de ekstra kørselsudgifter. Vi fik
herfra al den støtte og hjælp, vi kunne ønske os. Hver gang vi bad om noget hjælp, blev det straks klaret. At vi
skulle blive en familie, der stod i tæt kontakt med socialforvaltningen, havde vi ikke drømt om, inden vi fik
børn, men efterhånden som Kristina voksede op, er det blevet en sparringspartner, vi ikke kan undvære.
Da Kristina var et halvt år, udløb min barsel. Jeg var ikke parat til at gå på arbejde endnu, og hun var
efterhånden ved at være godt spastisk i sine små arme og ben, og hovedet var der slet ikke styr på. En
forlængelse af min orlov var uundgåelig, for hun kunne ikke passes i almindelig institution, eller dagpleje. Via
en småbørnskonsulent, som sygehuset satte os i forbindelse med, blev hun skrevet op til en
specialbørnehave.
84