MEGET SMÅ BØRN

Efter begravelsen samledes vi alle hjemme hos os.
Mit barn var født, død og begravet, og nu skulle mit liv fortsætte, men hvordan?
Først bagefter blev det rigtig svært.
LIVET EFTER DØDEN
Jeg fandt kun langsomt ud af, at han virkelig ikke ville komme tilbage til mig. Det gav sig blandt andet udslag
i, at jeg i lang tid efter stadig kunne føle det, som om han sparkede inden i mig. Til tider var det meget
belastende og oprivende for mig, og i starten holdt jeg det meget for mig selv.
En anden ting, der også gjorde det meget hårdt i tiden lige efter, var det overvældende behov, jeg havde for at
snakke om Oliver. Både om hans fødsel og død og alle de tanker, jeg havde omkring det. Fødselssnakken var
et problem, for der var ikke særlig mange, der turde tage den snak med mig.
Jeg kan på sin vis godt forstå deres angst, men for mig var det meget vigtige ting at tale om. Jeg havde jo
været igennem den meget store oplevelse at føde, og min fødsel var lige så vigtig for mig, som fødsler er for
alle andre.
Den første tid var også svær for os, fordi vi havde meget svært ved at være sammen med alt for mange
mennesker på en gang, hvilket gør tingene lidt mere besværlige. Vi havde brug for nærhed, tryghed og
specielt hinanden. I dag kan jeg godt forstå, at man siger, at når kriserne virkelig er store, så må det enten
briste eller bære i et forhold. Vores bar, og det er jeg stolt af.
Man tænker ikke ens og har ikke brug for det samme. Her gælder det om at give hinanden plads, bruge meget
tid og energi på at forklare sine følelser og behov for hinanden. Gevinsten er så, at man får et forhold, der kan
klare lidt af hvert. Man modnes og kommer helt inden for hos hinanden.
I den første tid, efter at Oliver var blevet begravet, fik vi besøg af nogle af de professionelle, der havde eller
skulle have haft noget med ham at gøre. Jordemoderen kom på besøg hos os dagen efter hans begravelse og
medbragte de billeder, der var blevet taget af ham. Vi fik også besøg af sundhedsplejersken, der skulle have
været tilknyttet os. Det var rart at vide, at også den instans syntes, at vi var et besøg værd.
Mange buketter blev købt i løbet af sommeren, og der blev kørt mange cykelture i det gode sommervejr for at
hilse på vores dreng.
Den dag gravstenen kom på, var en god dag. Nu kunne hele verden se, at her lå vores lille søn. De kan se,
hvad han hedder, hvornår han er født, og hvornår han er død.
Man får et ubeskriveligt stort behov for at tale om alle de følelser og ting, der er sket, omkring det at føde og
derpå miste sit barn. Og det ser ud til, at de fleste også kommer til det punkt, hvor familie og venner ikke
mere kan give det nødvendige. Andre mennesker forstår simpelthen ikke, at behovet for at tale om det skete
kan vare i lang tid. Det eneste, man kan gøre, er at tage den tid, det nu engang tager, om det så er uger,
64