MEGET SMÅ BØRN

lille flaske med 50 ml mælk, som Nicolai uden problemer spiste. Det var lige præcis noget, vi kunne bruge -
en sand succeshistorie efter uger uden fremskridt. Mentalt havde jeg for længst accepteret, at Nicolai nok
ville blive flaskebarn, og var begyndt at se fordelene ved flaske frem for amning. Også udsigten til at slippe
for lyden og synet af malkemaskinen gjorde mig en smule lettet - og så selvfølgelig at Nicolai nu rent faktisk
var et skridt nærmere udskrivelse.
Her savnede jeg dog opbakning fra nogle af sygeplejerskerne. Det var trods alt ikke nogen let beslutning at
droppe amningen til fordel for flaske.
Dels var der mine egne forventninger om, at jeg kunne brystføde mit barn som den naturligste ting i verden,
dels er der en holdning i samfundet om, at “rigtige mødre” ammer deres børn, fordi det er nu engang det
bedste. Flaskeernæring er ikke i særlig høj kurs. Der findes et hav af bøger, videoer og artikler om amning,
men stort set ingenting om at give flaske, selvom også det kræver, at man sidder ordentligt for ikke at få hold
i nakken, og selvom udvalget af flasker, sutter og erstatningspræparater med al respekt er større end udvalget
af ammebhér og ammeindlæg.
Jeg formåede dog at holde fast ved min beslutning om at stoppe med amningen., da jeg følte, at det ville være
det bedste for os.
UDSLUSNING
Efter i alt tre måneders hospitalsophold var vi klar til at komme hjem. Aftenen før vi skulle på udslusning,
flyttede jeg ind på hospitalet med liften og en stor taske under armen. Først sent på aftenen og efter at have
spist afskedsshawarma med stuekammeraterne, rykkede vi ned på udslusningsstuen.
Jeg fik stort set ikke sovet den nat. Jeg kendte ikke de sjove lyde, Nicolai sagde, når han sov, og jeg var bange
for, at han ikke skulle melde sig de tre gange i løbet af natten/morgenen, så jeg vågnede ved det mindste. Og
når min søn sov, så var naboens vågen. Næste morgen lignede de to mødre på udslusningsstuen nogle, der
havde været på natmarathon.
Normalt sover man et par nætter på afdelingen, inden man kommer hjem, for at sikre sig, at barnet magter at
spise sit døgnbehov selv. Men jeg havde travlt med at komme hjem og brugte som argument, at vi jo,
eftersom Nicolai i et stykke tid havde fået flaske, alle sammen godt vidste, at han sagtens kunne dække sit
døgnbehov.
Vi fik lov at tage hjem, hvis vi vel at mærke lovede at kontakte afdelingen, hvis der blev det mindste med
Nicolais lyskebrok. Morten og Frederik hentede os med tændt videokamera, og vi var en lallende glad familie,
der forlod hospitalet med familiens yngste i den splinternye lift.
Det første døgn hjemme var en smule kaotisk. Nicolai frøs, så vi tændte op i brændeovnen og pakkede ham
ind med hue og vanter, mens vi andre gik rundt i t-shirt og svedte. Han spiste fint, og Frederik var lysvågen
den første nat og fulgte ivrigt med i skiftning og madning af lillebror.
Anden dag hjemme sendte vi Frederik i dagpleje, så han kunne slappe lidt af og få sovet til middag.
Herhjemme havde han ikke et roligt sekund, fordi det hele var så spændende.
13