MEGET SMÅ BØRN

Jeg havde også fået appetitten tilbage igen, og Erik blev sendt i byen efter pizza. Den lørdag var der
festmåltid på intensivafdelingen. Erik, mine forældre og jeg guffede pizza i os, og personalet på
intensivafdelingen serverede rød saftevand for os.
Senere på aftenen prøvede jeg at malke mælk ud af mine bryster med en brystpumpe, men resultatet var kun
få dråber.
Erik overnattede atter på hospitalet, og min nattesøvn blev stadig afbrudt af blodtryksmålinger, check af
væske og blodtrykssænkende medicin.
Næste formiddag kunne jeg endelig forlade intensivafdelingen og blive kørt over til min "gamle" enestue og
alle mine ting. Nu kom jeg også tættere på Emil, og det hele virkede lidt mere overskueligt. Jeg blev atter kørt
over til Emil i min seng, men vi var flere sengeliggende mødre, så vi måtte pænt vente ude på gangen, til der
blev plads på kuvøsestuen. Jeg følte mig meget hjælpeløs ved bare at ligge der. Jeg kunne se hans kuvøse ude
fra gangen, jeg længtes efter ham, men måtte bide det i mig og vente til det blev min tur.
Det var dejligt at røre ved ham igen. Jeg svedte helt vildt og fik at vide, at det var hormonerne, der for rundt i
kroppen på mig.
Vi besøgte Emil flere gange i løbet af dagen og aftenen. Det gik fint med ham. Han fik 2 ml. sondemad ti
gange i døgnet. Nu lyder det selvfølgelig kun af lidt, men på det tidspunkt var vi utrolig stolte af, at han spiste
hele ti gange i døgnet.
Jeg selv havde meget ondt i såret, men i bad det ville jeg, så der kom en sygeplejerske for at hjælpe mig. Men
nej, hvor følte jeg mig dum. Jeg kunne knap nok bevæge mig for smerte og kunne slet ikke komme ud af
sengen. Jeg måtte give op og tage mig en lille lur i stedet.
Senere på eftermiddagen skulle jeg tisse, og jeg ville bare klare de tre skridt ud på toilettet. Men nej, jeg måtte
igen opgive og bede om et bækken. Sygeplejersken tændte for vandhanen, da lyden måske kunne hjælpe mig,
og Erik og sygeplejersken stod og kiggede lige så forventningsfulde på mig. Jeg følte mig utrolig dum, og jeg
bad dem om at forsvinde. Men bedst som jeg havde fået ro, åbnede de døren igen, og da det havde gentaget
sig et par gange, opgav jeg det hele.
Det var noget af en nedtur, at jeg ikke engang kunne klare så simpel en ting som at tisse. Jeg var helt ude af
den og græd og græd. Jeg kunne ikke være hos mit nyfødte barn, og nu kunne jeg ikke engang klare at gå på
toilettet. Det hele var bare fuldstændig uoverskueligt for mig. Men senere fik jeg noget smertestillende, og da
det virkede, kom jeg op med hjælp af to sygeplejersker.
De efterfølgende dage kørte Erik mig rundt i kørestol, fordi det gjorde utrolig ondt i såret at gå oprejst, men
efter en uges tid var jeg ved at være klar igen.
AMNING
Emil var jo født i uge 29, og sutterefleksen udvikles først i cirka uge 35, så indtil han fik lært at sutte, måtte
han sondemades. Altså fik han min mælk ved hjælp af en slange igennem næsen og ned i mavesækken.
78