MEGET SMÅ BØRN

I august startede børnene i børnehaveklasse i en lilleskole to kilometer fra vores hjem. Vi havde forinden
brugt en del af sommerferien på at være sammen med deres kommende klassekammerater, dels på skolen,
dels herhjemme. Deres kommende lærere mødte de også flere gange i sommerens løb ved arrangementer på
skolen. På trods af disse forberedelser blev skolestarten ikke helt nem. Min mand og jeg skiftedes til at være
på skolen de første 14 dage – først i klasseværelset, så på gangen og til sidst udenfor. Børnene havde svært
ved at give slip; Marina græd om morgenen, Filip begyndte at tisse i bukserne, og de talte begge meget om de
nye ting, de var utrygge ved. De ville ikke være med til idræt, de ville ikke i bad, de ville under ingen
omstændigheder med på lejrskole 14 dage efter skolestart, hvis jeg ikke tog med, og de ville faktisk slet ikke i
skole. Marina var igen psykisk ude af balance. Hun græd meget, talte meget om de ting hun var bange for,
blev let aggressiv og ville ikke i skole.
Når hun først var der, gik det bedre, og langsomt blev hun mere og mere tryg. Filip holdt efterhånden op med
at tisse i bukserne og talte ikke mere om, at han ikke ville i skole. Efter et par måneder reagerede de stadig
begge på ændringer i hverdagen, havde svært ved at sige farvel om morgenen, når det var mig der kørte dem i
skole, og Marina havde nogle ”uheld” i bukserne, som hun ellers ikke havde haft i to et halvt år. Da skoleåret
var omme, var utrygheden ved ændringer og nye oplevelser mindre markant, og børnene trivedes fint i
skolen. De havde gode sociale relationer og var glade for de nye udfordringer.
Jeg er sikker på, at de små forhold på den nystartede lilleskole har hjulpet Filip og Marina til forholdsvis
hurtigt at blive trygge. Vi har haft en god kontakt til klasselæreren, der har vist de særlige hensyn, børnene
har behov for, og som samtidig har hjulpet dem til at overskride grænser og dermed få succesoplevelser.
Nu hvor børnene er syv, oplever vi stadig, at vi hele tiden skal være et skridt foran, samtidig med at vi skal
være 100 % i nuet. Men vi oplever også at vi er på rette vej; vores "investeringer" giver nu afkast. Børnene er
store, raske, intelligente og videbegærlige, og de sidste dønninger af deres traumatiske start på livet skal vi
nok få bugt med.
23