MEGET SMÅ BØRN

trods af at han som ganske lille jo er hjerneskannet utallige gange, skulle det kontrolleres, at der ikke var
overset noget. Alt var heldigvis normalt, så vi måtte bare vente på, at han voksede sig fra kramperne.
Til Patrick begyndte at kravle, var jeg meget anspændt. Gik nu alt som det skulle, spiste han, udviklede han
sig, havde lægerne måske overset noget? Men så kom dagen - han kravlede. Og fra den dag gik det så småt
nedad bakke med mig. Luften gik ud af ballonen - jeg havde ikke flere kræfter.
På dette tidspunkt måtte jeg grædende ringe til kommunen. Jeg var fortsat på § 48, men måtte have hjælpe
til lidt aflastning. Vi er ikke så heldige at have familie og venner, der kan hjælpe i dagtimerne, og jeg var helt
nede. Her var kommunen hurtig og forstod situationen. Så i løbet af fem dage havde de skaffet os en plads i
en lille dagpleje. Det føltes som et nederlag for mig, at jeg ikke kunne overkomme at passe mit eget barn, og
jeg havde dårlig samvittighed, fordi Patrick jo egentlig havde bedst af at være hos mig i trygge rammer uden
infektionsrisiko. Men jeg lærte at acceptere, at i de timer, jeg var uden ham, kunne jeg få ladet mine batterier
lidt op og dermed faktisk være en bedre mor for Patrick. Og vigtigst af alt - jeg opdagede, at han trivedes med
det!
Via egen læge blev der fundet en psykolog, der kunne hjælpe, og efter lidt snak frem og tilbage i kommunen
fik jeg bevilget et vist antal timer. Resten var så for egen regning.
Psykologbehandlingen var en lang, sej kamp for mig for at få det bedre. Det lykkedes - ikke 100 % endnu,
men jeg er igen ved at have fundet min hylde i livet. Jeg har lært, at det ikke er et nederlag at indrømme, at
der er ting, man har svært ved og ikke kan klare, men at man i stedet skal forsøge at være åben og bede om
hjælp.
I et til to år havde jeg alle symptomer på det læger kalder en angstneurose, og vi så praktisk talt ingen
mennesker i vores fælles fritid. Min indelukkethed afholdt os fra mange ting. Jeg kunne ikke - ville ikke -
turde ikke. Heldigvis kan jeg nu se en mærkbar fremgang, og vi kan igen begynde at leve et liv, hvor vi ser
andre mennesker både herhjemme og ude.
Min mands og min oplevelse af at komme igennem hele forløbet har således været meget forskellig. Jeg har
skullet igennem en total forandring af mit liv og er blevet hjemmegående, mens min mand brat blev kastet ud
i krisen fra start for derefter hurtigt at skulle tilbage i normal gænge på arbejde for at holde sammen på
familiens økonomi.
Ved Patricks dåb på hospitalet var jeg jo desværre ikke tilstede. Så da han havde været hjemme godt tre
måneder, valgte vi at få ham fremstillet i kirke. Ikke kun fordi jeg gerne ville, men også fordi det for os skulle
være en glædens fest med familie og venner. Vi kunne fejre, at Patrick havde klaret alle de hårde trængslen så
flot, og samtidig var det også for mig en måde at fejre, at jeg havde fået lov til at beholde mit liv. Det var især
for mig en meget følelsesladet dag, men jeg ville ikke have undværet den.
Vores angst, når han er sløj er stor, og den forsvinder nok aldrig, men vi glæder os i dag over, at det hele
lykkedes, og kan heldigvis grine af de små og store "guldkorn", Patrick nu som treårig dagligt leverer.
Vores taknemmelighed over for alle de mennesker, der har gjort det muligt for os at nyde vores
drømmedreng, som trives og udvikler sig fantastisk flot, er meget stor. Ofte tænker vi med glæde tilbage på
de mange dejlige mennesker, vi mødte på vores vej, og deres omsorg for os. Jeg under dem at se den
70