MEGET SMÅ BØRN

PÅ NEONATALAFDELINGEN
Omsider kom jeg til Glostrup, hvor Sebastian lå på neonatalafdelingens intensivstue. Jeg måtte ikke få ham
op til mig - han var meget svag, men dog så heldig, at han "kun" lå med CPAP og ikke i respirator, som de
andre børn på stuen gjorde.
Han lå på intensivafdelingen i ca. tre uger og havde flere kriser. Blandt andet var han blevet smittet med
stafylokokker i svælget på operationsstuen og fik allerede fem dage gammel penicillin.
Jeg husker denne tid som ekstrem angstfyldt. Der var ikke rigtigt nogen, der fortalte mig, hvordan for tidligt
fødte børn skulle behandles i forhold til "almindelige" børn osv. Jeg havde læst om "kængurumetoden", og
jeg kan huske, at jeg spurgte, om Sebastian ikke ville blive hurtigere bedre/rask, hvis han kom op på maven.
Det frarådede personalet dog, da han efter deres mening var for svag.
De fleste svar på mine spørgsmål fik jeg fra de andre mødre på gangen, og mange af de svar kunne jeg godt
have været foruden. De var i hvert tilfælde ikke medvirkende til, at jeg blev mindre bekymret. For eksempel
husker jeg, at Sebastian skulle til øjenlæge, da han var kommet i "varmekasse". Jeg spurgte sygeplejersken
hvorfor, og hun svarede, at det skulle alle nye børn. Det slog jeg mig til tåls med, lige indtil en anden mor
sagde, at børnene kunne blive blinde af ilten i kuvøsen. Jeg blev fuldstændig lamslået og fortvivlet, og en sød
sygeplejerske fik Sebastians tid hos øjenlægen fremskudt et par dage, således at jeg ikke skulle gå og være
bange så længe. Det viste sig heldigvis, at der ikke var noget galt med hans øjne.
Ugerne på neonatalafdelingen husker jeg som en isolationsperiode med angst, kriser, medfølelse og et
underligt sammenhold mødrene imellem. Vi fulgte med i, når et af børnene skulle skannes. Hvis det viste sig,
at barnet var handicappet, var vi naturligvis medfølende, men samtidig inderligt lettede over, at det ikke var
vores eget barn, der havde fået den diagnose.
Da Sebastian kom ud fra intensivstuen og i "varmekasse", blev alting lidt bedre. Mælken var desværre gået
totalt i stå, fordi "malkeapparaterne" stod på fjerde sal, hvor jeg havde min seng, og Sebastian lå på sjette sal.
Jeg skulle så tage elevatoren op til sjette sal, røre ved Sebastian gennem lugerne på kuvøsen for at stimulere
mælken og dernæst skynde mig ned på fjerde sal for at malke ud...På den måde gik der kun ti dage, så var der
ikke mere mælk.
I meget lang tid var Sebastian for svag til at tage andet end sondemad. Han blev derfor fodret med råmælk og
ammemælk fra andre, for at han kunne få modstandskraft. Det var først efter ca. fire uger, at han kunne
begynde at tage sutteflaske - med en hel del besvær. Han var det, de kaldte, et vægringsbarn.
Sebastian var meget stille i starten, og jeg var på det tidspunkt "stolt af", at jeg havde fået et "nemt" barn,
indtil det gik op for mig, at det blot var, fordi han var svag. De andre børn, der var født i samme uge med en
meget mindre fødselsvægt (Sebastian vejede 2.280 gram ved fødslen), kom sig meget hurtigere, og jeg kunne
ikke rigtigt forstå, hvad der var galt. Jeg troede hele tiden, at det var noget, jeg gjorde forkert. Når han ikke
ville spise med mig, vidste jeg jo, at det ville vare et godt stykke tid, inden han fik lov til at komme hjem.
Og jeg havde en ubændig lyst til at komme hjem og starte en "normal tilværelse", hvor man ikke hele tiden
skulle være vidne til al den dramatik, der jo er på sådan en afdeling. Det ville være pragtfuldt at slippe for den
skræk, det var, hvis man f.eks. var på toilettet eller ude fra stuen af anden årsag og så hørte en alarm ringe
25