MEGET SMÅ BØRN

en Falckmand. Jeg syntes, at det var lidt latterligt, at jeg skulle ligge fastspændt der, og først bagefter kan jeg
se, hvor alvorligt det hele egentlig var.
Vi ankom til Herning Centralsygehus ved syvtiden, og jeg blev løftet over i en seng og kørt ind på fødestuen.
Det var lidt dramatisk at ligge der imellem alt det udstyr. Psykisk havde vi jo slet ikke forberedt os på fødsel
endnu; den lå jo langt ude i fremtiden. I løbet af aftenen blev jeg skannet flere gange, og barnets hjertelyd
blev tjekket ved såkaldt CTG.
Jeg blev undersøgt af forskellige jordemødre og læger, og mit blodtryk blev stadig målt hvert kvarter. Da
klokken nærmede sig midnat, spurgte vi, om Erik kunne få et sted at hvile sig om natten, og ved ettiden blev
jeg kørt op på afdelingen, hvor jeg fik en enestue, og Erik fik en drømmeseng stillet op for natten.
Det meste af natten fik vi lov til at sove i fred og ro. De målte mit blodtryk et par gange, men det var jo bare at
stikke armen ud til siden og så sove videre.
Det blev tirsdag, og jeg var klar til at tage hjem, men de var ikke helt tilfredse med mit blodtryk, så jeg fik at
vide, at jeg skulle forberede mig på at blive et par dage. I løbet af dagen blev vi spurgt, om vi havde lyst til at
se afdeling C1 - afdelingen med for tidligt fødte børn. Det ville vi da gerne, men hvorfor skulle vi det? Jeg
havde det jo godt, og vi var ikke spor klar til, at vores barn skulle komme til verden.
Mødet med neonatalafdelingen var dog en positiv oplevelse for os, og vi blev ikke spor skræmt. Vi så på
kuvøserne og alt det forskellige udstyr, og vi så en lille pige, der var to timer gammel. Moderen havde haft
svangerskabsforgiftning, og pigen var blevet forløst ved kejsersnit i uge 28 og vejede 1.300 gram. Det var en
flot lille pige. I vores øjne var hun ikke spor lille eller skræmmende. Det var en sød lille baby - bare i
miniudgave.
Personalet på afdelingen var utrolig søde og svarede venligt på alle vores spørgsmål. Da vi gik derfra, takkede
vi for rundvisningen, og Erik og jeg blev enige om, at selvom det var noget, vi aldrig ville få brug for, havde
det været en oplevelse at se.
Om aftenen kom mine forældre med en taske med diverse ting, og de tog Erik med hjem, så han langt om
længe kunne få sit Kvickly-tøj af igen.
Den følgende uge blev jeg skannet flere gange og fik kørt CTG, hvor man hører barnets hjertelyd. Blodtrykket
blev målt for hver time, og urinen blev undersøgt for æggehvidestoffer.
Da de fandt æggehvidestoffer i urinen, fik jeg stillet diagnosen svangerskabsforgiftning. Jeg fik
blodtrykssænkende medicin (Trandate), og på et tidspunkt var jeg oppe på at få 16 piller i døgnet. Jeg skulle
drikke meget og skrive op, hvor meget væske jeg fik, og ligeledes skrive op, hvor meget urin der kom ud igen.
Et af symptomerne på svangerskabsforgiftning er nemlig væskeophobninger i kroppen.
Den anden uge, jeg var indlagt, var jeg sengeliggende, og jeg måtte kun lige gå på toilettet. Det var svært at
acceptere, når jeg ikke følte mig spor syg. Erik kom med fjernsyn og video, og han afholdt noget ferie, så han
kunne være hos mig så meget som muligt. Vi bor en times kørsel fra Herning, så Erik fik lov til at sove på en
drømmeseng ved siden af mig, så han undgik at køre frem og tilbage.
73