MEGET SMÅ BØRN

som en elefant, der havde forvildet sig ind i en glasbutik. jeg lærte dog efterhånden - også at bøje
minibleerne, så de sad bedst muligt.
Jeg begyndte efterhånden at føle mere tryghed ved læger, sygeplejersker og sygehjælpere. De var søde,
forstående og frem for alt dygtige. De var der lynhurtigt, når der var problemer, og de havde også en meget
klar fornemmelse af, hvornår vi havde brug for hjælp.
Jeg var dog stadig i dyb krise over det skete, og min egen krop reagerede slet ikke, som jeg igennem 33 år
havde kendt den, så jeg bad om psykologhjælp meget hurtigt i forløbet. Der gik dog elleve dage, inden
psykologen havde tid, og i mellemtiden havde jeg heldigvis fået en anden "psykolog", der gik meget op i at
støtte og hjælpe mig. Det var præsten, der havde døbt Patrick. Hun kom dagligt på små korte eller lange
besøg, og det var for mig guld værd at vide, at døren til hendes kontor altid var åben, hvis hun ikke lige selv
havde fundet mig.
På GN opbyggede jeg hurtigt "min hule" i et hjørne, hvor jeg tilbragte mine timer med Patrick. Så da han
skulle flyttes til et andet afsnit på GN, kunne jeg ikke overskue det. De flyttede min tryghed, og nu skulle jeg
bygge en ny hule. Helt galt gik det, da de begyndte at tale om overførsel til vores udskrivelseshospital. Jeg var
bange og usikker på, hvad der ville ske med Patrick. Var de nu dygtige nok til at klare de situationer, der jo
hurtigt kunne opstå? For mit eget vedkommende var jeg heller ikke selv klar til et gensyn med det sygehus,
hvor jeg havde været tæt på at dø.
Men dagen kom, og sikken en omvæltning! Jeg var vant til kontrol med, hvem der kom og gik, sterilitet o.l.
Her kunne man nemt komme og gå, mødre sov på drømmesenge, der var blomster og legetøj på stuerne, og
hele familier med børn og deres bakterier kom på besøg. Jo, det var noget af en forandring.
Hele situationen gjorde, at alt for mig føltes kaotisk. Jeg var bekymret for, at der skulle ske Patrick noget, og
derudover skulle jeg også prøve at få sat alle mine egne problemer på plads, så han kunne komme hjem til en
frisk mor, der havde overskud til ham.
AMNING OPGIVES
I hele indlæggelsesforløbet malkede jeg ud. Eller rettere sagt, jeg gjorde ihærdige forsøg på at få mælk ud. I
starten var der selvfølgelig mælk, men det psykiske knæk, jeg havde fået, da jeg så malkemaskinen, fik hurtigt
det hele til at gå i stå. Jeg forsøgte så med at malke ud hver tredje-fjerde time for at få produktionen op igen,
men når jeg havde malket i en halv time, var der kun kommet 20-30 ml. Det var nedslående. Jeg fortsatte
dog i håbet om, at når Patrick kunne lægges til, ville mælkeproduktionen hurtigt øges. Da han efter to en halv
måned endelig kunne klare sig uden nasal CPAP i forbindelse med forsøg på amning, havde han også fået
sonden taget ud. Til Patricks ros må jeg sige, at han var god til det, men det var jeg ikke. Han fik meget lidt
mælk fra mig og blev til sidst så sulten af forsøget, at der igen måtte lægges sonde. Det foregik naturligvis
under stor protest fra hans side, så da jeg havde forsøgt i en uge, opgav jeg. Han måtte have sutteflaske.
Den fandt han også hurtigt ud af, hvad skulle bruges til. Problemet var blot, at han var så ivrig, at han helt
glemte at trække vejret. Alle alarmer gik, når han spiste, og han var ikke sådan bare at få i gang igen. Det fik
mine nerver til at hænge i laser, og jeg kunne simpelthen ikke holde det ud mere. Da jeg havde været ude for
68