MEGET SMÅ BØRN

Om formiddagen havde Nicolai en skrigetur, og vi undersøgte selvfølgelig, om hans lyskebrok var brudt frem.
Hans navle bulede ud, men da vi havde fået at vide, at navlebrokket ikke ville skabe problemer, konkluderede
vi, at hans gråd skyldtes en blanding af mavepine og måske småfrustration over at være et nyt sted. Han faldt
også til ro igen efter et stykke tid og spiste fint videre.
Efter to dage hjemme på udslusning skulle vi til kontrol på afdelingen. Jeg glædede mig til at komme ind og
fortælle, hvor godt det gik, og skulle bare lige skifte Nicolais ble, inden vi kørte alle fire. Stor var min
forundring, da der var blod i afføringen. Bleens indhold havde en grum sort farve og lugtede afskyeligt af
råddent kød. Morten lod til at tage det roligt, men jeg tog en lille prøve med i en plasticpose, så lægerne
kunne vurdere, om der var grund til bekymring.
Den læge, der skulle undersøge Nicolai, startede ud med et “herregudendnuenhysteriskmor”- udtryk. Men
efter at han forgæves havde søgt efter rifter i endetarmen, så selv han noget urolig ud. Nicolai skulle med det
samme ned og røntgenfotograferes, for at der kunne findes en forklaring på det hele. Vi blev installeret på
vores gamle stue, hos min gamle stuekammerat og hendes søn. Og selvom det kun var en midlertidig plads,
mens tingene blev undersøgt, så jeg allerede historien spole baglæns og os vende tilbage til GN til det
endelige møde med kirurgens blanke stål.
Ventetiden blev ikke så lang, og vores kontaktsygeplejerske, der heldigvis var på vagt, tog sig tid til at følge os
til røntgenafdelingen. Der skulle vi vente et stykke tid, og ventetiden var ulidelig, for jeg kunne kun tænke på,
at nu var det hele helt af helvede til. Sygeplejersken sagde ikke så meget, men det var rart at hun var der. Hun
var ærlig, når jeg spurgte om noget, og delte min bekymring for, hvad der mon kunne være galt. Men
samtidig kunne hun noget, som jeg ikke kunne på det tidspunkt: hun kunne tro på, at det kunne være noget
ufarligt.
Vi kom ind og skulle holde Nicolai op i armene, så hans mave blev strakt helt ud. Han tog det pænt og var i
det hele taget upåvirket af hele balladen. Han virkede heller ikke på nogen måde syg. Det mindede vi hele
tiden hinanden om - han virker ikke syg.
Der var pause mens billederne blev fremkaldt. Jeg havde Nicolai på armen, men mine arme var så tunge, at
jeg næsten ikke kunne bære ham. Jeg rakte ham til sygeplejersken, der uden yderligere kommentarer eller
spørgsmål tog ham og begyndte at synge for ham. Tiden gik ulideligt langsomt, og det viste sig, at nogle af
billederne skulle tages om. Selv da alle billederne var fremkaldt, og personalet havde set dem, ville de ikke
sige noget til os. Det tog jeg selvfølgelig straks som et dårligt tegn, for hvis de kunne se, at der ikke var noget
galt, ville de vel sige det med det samme!
Så vi gik tomhændede op på børneafdelingen igen og ventede på, at en røntgenlæge fik til at forklare en
børnelæge, hvad billederne viste, og at denne børnelæge så kom til mig. Jeg ringede til Morten og Frederik på
mobilen og orienterede dem, og så sad jeg ellers og snakkede med min stuekammerat.
Når nu vi var på afdelingen igen, var det godt, at vi var hos vores gamle stuekammerater igen. Vi havde brugt
hinanden meget den måned, vi var sammen på Hillerød. Vores børn var født i samme uge, og vi svingede
fantastisk godt sammen, også når vi snakkede om andet end vores børn, personalet og maden. Også efter
hospitalstiden har vi bevaret en meget tæt kontakt.
Vores kontaktlæge kom forbi og undersøgte Nicolai, der endnu engang havde blod i afføringen. Jeg syntes at
stanken var syg, og jeg havde svært ved at tolke, hvad vores læge mente om det hele.
14