Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Om formiddagen havde Nicolai en skrigetur, og vi undersøgte selvfølgelig, om hans lyskebrok var brudt frem.<br />
Hans navle bulede ud, men da vi havde fået at vide, at navlebrokket ikke ville skabe problemer, konkluderede<br />
vi, at hans gråd skyldtes en blanding af mavepine og måske småfrustration over at være et nyt sted. Han faldt<br />
også til ro igen efter et stykke tid og spiste fint videre.<br />
Efter to dage hjemme på udslusning skulle vi til kontrol på afdelingen. Jeg glædede mig til at komme ind og<br />
fortælle, hvor godt det gik, og skulle bare lige skifte Nicolais ble, inden vi kørte alle fire. Stor var min<br />
forundring, da der var blod i afføringen. Bleens indhold havde en grum sort farve og lugtede afskyeligt af<br />
råddent kød. Morten lod til at tage det roligt, men jeg tog en lille prøve med i en plasticpose, så lægerne<br />
kunne vurdere, om der var grund til bekymring.<br />
Den læge, der skulle undersøge Nicolai, startede ud med et “herregudendnuenhysteriskmor”- udtryk. Men<br />
efter at han forgæves havde søgt efter rifter i endetarmen, så selv han noget urolig ud. Nicolai skulle med det<br />
samme ned og røntgenfotograferes, for at der kunne findes en forklaring på det hele. Vi blev installeret på<br />
vores gamle stue, hos min gamle stuekammerat og hendes søn. Og selvom det kun var en midlertidig plads,<br />
mens tingene blev undersøgt, så jeg allerede historien spole baglæns og os vende tilbage til GN til det<br />
endelige møde med kirurgens blanke stål.<br />
Ventetiden blev ikke så lang, og vores kontaktsygeplejerske, der heldigvis var på vagt, tog sig tid til at følge os<br />
til røntgenafdelingen. Der skulle vi vente et stykke tid, og ventetiden var ulidelig, for jeg kunne kun tænke på,<br />
at nu var det hele helt af helvede til. Sygeplejersken sagde ikke så meget, men det var rart at hun var der. Hun<br />
var ærlig, når jeg spurgte om noget, og delte min bekymring for, hvad der mon kunne være galt. Men<br />
samtidig kunne hun noget, som jeg ikke kunne på det tidspunkt: hun kunne tro på, at det kunne være noget<br />
ufarligt.<br />
Vi kom ind og skulle holde Nicolai op i armene, så hans mave blev strakt helt ud. Han tog det pænt og var i<br />
det hele taget upåvirket af hele balladen. Han virkede heller ikke på nogen måde syg. Det mindede vi hele<br />
tiden hinanden om - han virker ikke syg.<br />
Der var pause mens billederne blev fremkaldt. Jeg havde Nicolai på armen, men mine arme var så tunge, at<br />
jeg næsten ikke kunne bære ham. Jeg rakte ham til sygeplejersken, der uden yderligere kommentarer eller<br />
spørgsmål tog ham og begyndte at synge for ham. Tiden gik ulideligt langsomt, og det viste sig, at nogle af<br />
billederne skulle tages om. Selv da alle billederne var fremkaldt, og personalet havde set dem, ville de ikke<br />
sige noget til os. Det tog jeg selvfølgelig straks som et dårligt tegn, for hvis de kunne se, at der ikke var noget<br />
galt, ville de vel sige det med det samme!<br />
Så vi gik tomhændede op på børneafdelingen igen og ventede på, at en røntgenlæge fik til at forklare en<br />
børnelæge, hvad billederne viste, og at denne børnelæge så kom til mig. Jeg ringede til Morten og Frederik på<br />
mobilen og orienterede dem, og så sad jeg ellers og snakkede med min stuekammerat.<br />
Når nu vi var på afdelingen igen, var det godt, at vi var hos vores gamle stuekammerater igen. Vi havde brugt<br />
hinanden meget den måned, vi var sammen på Hillerød. Vores børn var født i samme uge, og vi svingede<br />
fantastisk godt sammen, også når vi snakkede om andet end vores børn, personalet og maden. Også efter<br />
hospitalstiden har vi bevaret en meget tæt kontakt.<br />
Vores kontaktlæge kom forbi og undersøgte Nicolai, der endnu engang havde blod i afføringen. Jeg syntes at<br />
stanken var syg, og jeg havde svært ved at tolke, hvad vores læge mente om det hele.<br />
14