MEGET SMÅ BØRN

AKUT KEJSERSNIT
Kort før middag den aftalte dag blev jeg trappet ud af den vehæmmende medicin, så lægerne kunne gøre klar
til kejsersnit. Straks efter meldte veerne sig både kraftigt og hyppigt. På det tidspunkt fandt man ud af, at jeg
havde en markant lav blodprocent, hvorfor det var nødvendigt at give mig to portioner blod inden
kejsersnittet. Da den anden portion blod var løbet halvt igennem, var mine veer så heftige, at en læge
trykkede det sidste blod ud af posen og ind i årerne, samtidig med at en portør begyndte at køre mig ud af
stuen. Portører, læger og sygeplejersker løb ned ad gangen med seng og dropstativ, og det hele begyndte at
blive lidt dramatisk. Da elevatoren ikke ville komme, var der ved at gå panik i personalet, og mine tænder
begyndte at klapre. I samråd med en meget venlig anæstesilæge nåede jeg i sidste øjeblik at ændre en aftale
om epiduralblokade til fuld narkose. Min mand, som har det meget dårligt med hospitalsmiljøet, var vist
lettet over den beslutning, for han havde allerede set blod, kanyler, hvide kitler og smerter nok.
Klokken 12.24 blev Filip født: 37,5 centimeter, 1.148 gram, Apgar score 10. Klokken 12.25 blev Marina født:
35 centimeter, 1.031 gram, Apgar score 10. Min mand fulgte dem til neonatalafdelingen, hvor de blev lagt i
kuvøse. Jeg var meget medtaget efter narkosen, men husker, at min mand besøgte mig på opvågningsstuen,
hvor han fortalte, at vi havde fået en dreng og en pige, og at de havde det godt. Det jeg husker er, at jeg i en
seng blev kørt op på neonatalafdelingen, hvor jeg gennem en rude så de to små bylter blive løftet op. Alting
var tåget, og jeg så reelt ingenting.
EN HÅRD TID
Om aftenen på barselsgangen fik jeg besked om, at Marina havde fået problemer med vejrtrækningen og
derfor skulle overflyttes til Rigshospitalet med det samme. Hendes far skulle køre efter ambulancen og være
hos hende derinde. På grund af min narkosedøs fattede jeg ikke sagens alvor, og det er jeg egentlig glad for.
Næste dag blev jeg kørt på neonatalafdelingen, hvor jeg for første gang så Filip. Jeg husker en varm følelse,
der strømmede gennem hele kroppen, og en stor ømhed for og medlidenhed med det lille forsvarsløse væsen.
Man forventede at Marina kun skulle være i respirator i halvandet døgn, og derfor blev Filip ikke flyttet med
til Rigshospitalet (en transport er ikke uden risiko). Det kom også kun til at vare halvandet døgn, men da
hendes mave ikke var kommet rigtigt i gang, ville de ikke lade hende flytte tilbage. Maven var i orden dagen
efter, men da var det weekend, og der var ikke personale til at tage med ambulancen. På den måde kom der
til at gå fem døgn, før jeg så Marina første gang. Da transportkuvøsen blev kørt ind på stuen, kiggede jeg ind
til hende. Hun kiggede direkte på mig med sine meget store øjne. Jeg blev totalt overvældet af mine følelser
og sad længe og græd stille ved kuvøsen.
Den næste tid var meget belastende. Der var konstant mindst et barn i behandling, enten for en konstateret
infektion eller for mistanke om infektion. Filip fik lungebetændelse, og begge børn havde RDS (respiratorisk
distress syndrom), som er den hyppigste dødsårsag hos ekstremt tidligt fødte børn.
Efter 14 dage var børnenes tilstand lidt mere stabil, og vi blev flyttet ind på en anden stue. Men nu begyndte
for alvor de mange apnøtilfælde, og især Filip havde svært ved at ilte blodet. Han var gråblå i huden, og hans
vejrtrækning var ikke nem at få i gang ved apnøtilfælde. To gange på en dag oplevede jeg, at det var
19