MEGET SMÅ BØRN

DER VAR ALTID EN, DER GRÆD
Hjemme igen blev der hurtigt tæret på ressourcerne. Filip havde problemer med at holde maden i sig, han
gylpede meget og kastede al maden op. Han havde også svært ved at komme af med luften, hvilket gav ham
smerter i tarmene. Han græd meget og var meget vågen. Når den ene vågnede, blev den anden vækket af
gråden og begyndte så også at græde. Min mands orlov var slut, og jeg kunne ikke af kommunen få bevilget
hjælp i hjemmet, idet de skønnede, at der ikke var et behov. Det betød, at der stort set altid var en, der græd,
mens jeg tog mig af den anden. Dog havde jeg fundet et system, der gjorde det muligt at give begge børn
flaske samtidig. Det var nødvendigt, men jeg savnede meget den intime kontakt med det enkelte barn.
Indtil børnene var ti måneder gamle, græd de meget, var utrøstelige, var meget vågne og var længe om at
spise. Heldigvis var de ikke syge, og de tog godt på i vægt. Da de var henholdsvis seks og syv måneder gamle,
var de nået ind i normalkurven på sundhedsplejerskens skema, og det var ganske flot. Vores indsats var
konstant opmærksomhed på børnene, meget lidt søvn, næsten ingen social kontakt, hurtige, primitive
måltider og for mit vedkommende en følelse af at være fængslet i mit eget hjem. Skulle jeg til byen et par
timer for at handle, græd børnene konstant, mens jeg var væk. Mine tanker kredsede hele tiden om børnene
og min mand, og jeg var ikke i stand til at nyde friheden. Når jeg steg ud af bilen i garagen, kunne jeg høre
voldsom gråd, og den hørte ikke op, før jeg havde siddet med begge børn et stykke tid.
Det er min overbevisning, at den stærke tilknytning og afhængighed skyldes, at Filip og Marina havde været
væk fra mig i den første tid efter fødslen. Separationsangst har været en fast følgesvend, i adskillige år i stærk
grad, senere mere moderat.
ET, TO, TRE, FIRE ÅR OG STADIG UTRYGGE
Da Filip og Marina var et år gamle, var min forlængede orlov slut, men jeg fik en aftale med min arbejdsgiver
om at arbejde på halv tid de første to måneder. En veninde passede børnene to dage om ugen, og hver anden
uge havde min mand en fridag. Derefter fik vi en dagplejeplads, der var helt ok, men det var et mareridt at
forlade børnene. De stortudede hver morgen, og når vi hentede dem om eftermiddagen, var de oprørte og
græd meget, så den sparsomme tid, vi havde sammen, havde en meget ringe kvalitet. Jeg gik ned i arbejdstid,
så jeg havde en ugentlig fridag, men det hjalp ikke meget. Efter et halvt år holdt jeg op med at arbejde, og
ganske langsomt blev børnene mere trygge.
Vi holdt os meget for os selv og undgik derved infektioner. Fysisk var begge børn store og sunde, men
mentalt og følelsesmæssigt var der stadig meget at slås med. De var bange for alt nyt: fremmede mennesker,
en tur i tog eller bus, et par nye sko, at komme ind i en butik, rutsjebaner og hoppegynger – ja, selv vores
familie, som de havde været sammen med adskillige gange. Vi lærte at sørge for en god, fast rytme i
dagligdagen og at forberede børnene grundigt hver gang, der skete brud på rytmen. Det hjalp meget, men
glippede det en enkelt gang, var utrygheden tydelig. Hver gang, der skete noget, som ikke svarede til
forventningerne, og som afveg fra det kendte, blev de bragt ud af balance. Dage uden angst og gråd var meget
sjældne.
21