MEGET SMÅ BØRN

En lille test viste, at Nicolai var bagud i sin grovmotoriske udvikling, og at det nok skyldtes “lidt stivhed” i
benene. Det sidste blev sagt lidt henkastet med en bemærkning om, at det var noget de tit så hos for tidligt
fødte børn. Først da jeg insisterede på at få forklaret hvad de mente med “lidt stivhed”, fik jeg at vide, at det
kunne være en lille hjerneblødning i Nicolais første dage, der havde givet en midlertidig lammelse i hans ben.
Men med den rette træning ville stivheden forsvinde.
Selvfølgelig blev jeg forskrækket over den besked, men jeg tvivlede alligevel på, at det kunne være rigtigt. Da
vi et par dage efter var til undersøgelse hos kontaktlægen på Rigshospitalet, snakkede vi med ham om
problemet. Han undersøgte Nicolai og sagde, at efter hans bedste overbevisning var der ikke noget galt med
Nicolais ben.
Vi havde nu to modsatrettede udtalelser fra nogle mennesker, der skulle være kompetente til deres arbejde.
Jeg var mest tilbøjelig til at tro lægen på Riget, fordi min egen fornemmelse var, at der ikke var noget galt.
Storebroren havde i øvrigt også haft stive ben - af ren og skær ivrighed - før han lærte at gå.
Blandt andet på vores sundhedsplejerskes råd fortsatte vi dog med at komme i terapien og fik nogle øvelser
med hjem, der skulle forbedre motorikken. Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig energisk med disse
øvelser. Jeg havde ikke den fornødne tiltro til fysioterapien og følte lidt, at det var tidsspilde. Især da Nicolai
pludselig begyndte at kravle! De havde forberedt mig på, at det nok ville tage noget tid på grund af de stive
ben. Men pludselig var den der, og han fik selv arbejdet stivheden ud af benene.
Efter fem-seks måneder aftalte vi at stoppe med fysioterapien. Nicolai lærte at gå i løbet af sommeren, da han
i korrigeret alder var godt et år.
MØDREGRUPPE
På Hillerød Sygehus´ børneafdeling var vi en gruppe mødre til for tidligt fødte børn, der fik etableret vores
egen mødregruppe på hospitalet. Vi brugte en sommerferielukket legestue til at starte med og siden lægernes
konferencerum, indtil vi fortsatte hjemme hos hinanden.
Allerede inde vi begyndte at mødes, havde de af os, der var kommet hjem, stor glæde af hinanden.
Telefonregningerne rundt om i hjemmene voksede støt i den periode, men til gengæld blev der nok sparet en
familiepsykolog hist og her, for der var ikke meget, vi ikke fik snakket om. Og det fortsatte, da vi begyndte at
mødes en gang om ugen på hospitalet. Nogle af sygeplejerskerne troede dog fejlagtigt, at de skulle stå for
arrangementet: at de skulle fortælle os noget. Men i virkeligheden var det jo bedst omvendt; at de lyttede til
os. Vi kunne give dem svarene på nogle af de spørgsmål som de dagligt fik stillet af indlagte børns forældre
om, hvordan det er at komme hjem med et for tidligt født barn. Selvfølgelig måtte de gerne være der og tage
notater af det, der blev snakket om, men for deres egne skyld. Vi mødre havde rent faktisk kun brug for
hinanden.
Alle mødre i min mødregruppe var vist enige om, at vi ikke rigtig hørte til i “almindelige” mødregrupper.
Alligevel skulle jeg lige prøve, for det var jo en god måde at lære småfolk fra byen at kende. Men allerede
første gang vi skulle præsentere os, vidste jeg, at her ville jeg ikke blive. Jeg var kommet i en gruppe, hvor
børnene var født omkring Nicolais terminsdato og derfor var nogenlunde jævnbyrdige. Og dog…
16