Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Det var en utrolig støtte, at han var så meget hos mig, for uvisheden om, hvad der skulle ske, og ikke mindst<br />
hvornår det skulle ske, var ulidelig. Det var rart at være to om at høre de informationer, vi fik fra lægerne, og<br />
sammen kunne diskutere de forskellige ting bagefter. Mange gange lukkede jeg bare af, når lægerne og<br />
sygeplejerskerne stod omkring min seng til stuegang. Jeg tudede og kunne slet ikke forstå, når de snakkede<br />
om, at barnet måske snart skulle ud.<br />
I starten lød det, som om jeg ville få lov at komme hjem i løbet af få dage og så være sygemeldt resten af<br />
graviditeten. Men det blev lavet om til, at jeg skulle være "spændt fast" til min sygehusseng resten af tiden,<br />
dvs. i 12 uger.<br />
En dag forberedte en læge mig på, at jeg ikke skulle regne med at gå tiden ud, men at der jo stadig var lang tid<br />
igen. Det blev der imidlertid lavet om på fra dag til dag. Pludselig blev der talt om, at der kun var få uger<br />
tilbage, og det blev hurtigt lavet om til, at der var ganske få dage. De begyndte også at forberede mig på, at jeg<br />
sikkert ville blive forløst ved kejsersnit. Kejsersnit?? Jamen hvad var nu det? Jeg havde lige fra begyndelsen<br />
af min graviditet læst alt, hvad jeg kom i nærheden af, om graviditet, men jeg havde da aldrig læst noget om<br />
kejsersnit, for det ville da ikke blive aktuelt for mig!<br />
Kejsersnit var altså en ukendt verden for mig, og det eneste, jeg forestillede mig om det, var, at de nok både<br />
ville skære på langs og på tværs for at få barnet ud. Samme aften så Erik og jeg filmen "Junior" i fjernsynet,<br />
hvor Arnold Schwarzenegger fik foretaget kejsersnit - der var ret "beroligende".<br />
Jeg havde nu været indlagt i 11 dage og var ved at være træt af at få taget blodtryk og blodprøver og at få<br />
stillet de samme de samme spørgsmål igen og igen: " Har du hovedpine?", "Er du svimmel?", "Har du<br />
synsforstyrrelser?" Jeg havde det fint og var ikke spor påvirket af, at blodtrykket stadig var alt for højt.<br />
Jeg havde ikke på noget tidspunkt været nervøs for at få barnet ud, selvom det var alt for tidligt. Dels følte<br />
jeg, at jeg var i gode hænder, dels var det en stor støtte, at vi havde set den lille pige i kuvøsen. Jeg følte ikke,<br />
at jeg havde noget at være bange for.<br />
Erik havde nu afholdt den ferie, han havde til gode, og da min tilstand var rimelig stabil, kørte han hjem<br />
torsdag aften. Samme aften havde jeg også haft besøg af mine forældre, og da det hele gik stille og roligt,<br />
havde vi alle et lille håb om, at jeg måske ville komme hjem på weekend. Men det kom til at gå ganske<br />
anderledes.<br />
Da de alle var kørt hjem om aftenen, lagde jeg mig godt til rette med et blad og hyggede mig så godt, som<br />
man nu kan på sådan en hospitalsstue. Mit blodtryk skulle lige måles, inden jeg skulle sove, og pludselig var<br />
det bare kanonhøjt.<br />
Det var starten på nattens mareridt. For hvert kvarter hele natten igennem blev mit blodtryk målt. Hver<br />
eneste gang jeg lige var faldet i søvn, stod de der igen og rykkede i den ene arm og målte trykket og prøvede at<br />
holde det lidt nede ved at give mig noget mere blodtrykssænkende medicin.<br />
Den nat blev jeg vækket 24 gange for at få målt trykket, og de samme spørgsmål blev stillet igen og igen. Om<br />
morgenen var jeg utrolig træt, mine øjne var hævede, og det føltes, som om de hang langt nede på kinderne.<br />
74
Change language