MEGET SMÅ BØRN

skulle kunne være smittet. Den eneste smittekilde måtte være i forbindelse med blodtransfusionerne, men
alligevel. Risikoen for at være smittet af den vej var minimal. Det var ikke til at overskue fremtiden, hvis hun
var smittet. I min frustration tænkte jeg, at det var bedre, hvis hun ikke havde overlevet. Hvilket liv ville hun
få, hvis hun også var hiv-smittet. Det tog os lidt tid, før vi var fattede igen, og så skrev vi et brev til vores
kontaktperson.
Hiv-testen blev på denne foranledning sat i bero. Patricia fik lavet nyt ekko af hjertet, og alt var i orden. Et
kvikt hoved på afdelingen fik lavet et trakealsekret for Klamydia, og det var positivt. Behandlingen blev
startet, og det blev vendepunktet for Patricias trivsel.
Patricias tilstand var nu klart i bedring, men hun var stadig lidt iltkrævende. Hun havde været i Prednisolonbehandling
igen og skulle efterfølgende have Spirocort-inhalationer (astmamedicin). Det gjorde udslaget, og
iltbehovet blev mindre.
Efter de mange nedture kom så den store dag, hvor vi skulle ud at gå tur med barnevogn. Patricia var
stadigvæk indlagt, men trængte til lidt frisk luft. Det var nok den bedste Kristi Himmelfartsdag, vi havde haft
i mange år. Vejret var godt, og smilet sad helt op til ørerne.
Tiden for udskrivelsen nærmede sig hastigt. Vi havde regnet med påsken - nu blev det nok til pinsen. Inden
Patricia kunne udskrives, skulle hun kunne spise sin døgnmængde selv. Det var nemmere sagt end gjort.
Efter problemerne med hoste og opkast ville hun ikke rigtigt spise. Jeg var dog tilpas stædig og troede på, at
det kunne lade sig gøre. Jeg var næsten på hospitalet hele dagen, da jeg var en af de få, der kunne få Patricia
til at spise. Da pinsen kom, kunne Patricia stadig ikke spise hele sin døgnmængde, men vi var så heldige, at vi
kunne få hende med hjem på dagsorlov pinsen over.
En fredag midt i maj hentede vi Patricia hjem midt på eftermiddagen. Det var slet ikke til at forstå, at hun nu
skulle med os hjem, væk fra bip-lyde og andre mennesker. Det var kun os tre - vores lille familie. Men det var
en blid overgang, for Patricia skulle stadig sove på hospitalet og tankes op om natten.
Sidst i maj blev Patricia endelig udskrevet. Det havde været en hård tid, men alt endte jo godt. Vi skulle
stadig til kontrol på hospitalet hver uge, så døren stod åben, hvis det blev nødvendigt. Den eneste medicin,
Patricia skulle have, var Spirocort-inhalationer i en lille uges tid.
En måned efter udskrivelsen blev vi dog indlagt igen, da Patricia havde fået fastklemt lyskebrok. I samråd
med lægerne besluttede vi, at hun skulle opereres, og allerede næste dag blev hun udskrevet. Det var som at
få en helt ny pige med hjem. Hun var mere glad, livlig og ikke mindst sulten. Selvom statistikkerne siger, at et
lyskebrok ikke skulle betyde noget, virkede det helt klart, som om Patricia ved operationen slap af med en
stor gene.
Nu skulle hun bare vokse sig stor og stærk. Kun tiden vil vise, om hun bliver "stor", men stærk - det har hun
altid været. Hun vil altid være vores lille guldklump, uanset hvad fremtiden vil bringe.
54