MEGET SMÅ BØRN

Er der besøg på stuen hos nogle af de andre børn, har jeg alle antenner ude for at sikre, at ingen overtræder
de sikkerhedsregler der hersker omkring de skrøbelige liv på neonatalafdelingen.
Tilbage i undersøgelsesrummet, hvor Emil nu er flyttet ind i sin plastikkasse iført en gul hue. Han bliver kørt
ind på stuen til krogen ved vinduet, der bliver vor lille families verdensmidtpunkt de næste tre måneder - den
tid, hvor han skulle have glædet sin mor med en tyk mave.
Børnelægen finder et lille polaroidkamera frem og knipser to billeder af den lille ny. Jeg synes, at det er ved
at være for meget, og tænker "La´ham nu få fred". Så kommer jeg i tanke om, at Inge ikke engang har set
ham endnu, snapper billederne ud af hånden på fotografen og løber af sted mod opvågningsafdelingen.
Da jeg fremviser resultatet for Inge, er hun døsig, men mat smilende. Hun virker, som om hun ikke kan
forstå, hvad der er sket. Jeg tror at det vil blive bedre, når hun har sovet narkosen ud af kroppen, men nej.
De næste mange uger virker Inge kun som Inge, når hun er placeret i liggestolen på stuen med Emil sovende
inde på brystet, og han derfor er uden for synsvidde. Ellers er hun konstant forvirret over, hvad der foregår.
Hun kan ikke forstå, hvad vi siger til hende. Og modsat mig er hun bange for at røre ham, for at føle og
specielt for at se, hvor lille han er.
Og lille er han.
Otte hundrede femoghalvfjerds gram er ikke meget mere end en bakke leverpostej. Intellektuelt kan jeg
huske, men ikke forstå, at jeg kunne have hans hoved i min næsten lukkede hule hånd som en anden
tennisbold.
Men hvor Inge bliver utryg og utrøstelig ved at have med ham at gøre, bliver jeg for hvert evigt eneste fysiske
bevis for, at han er til stede og lever, mere og mere rolig.
Men det er også en sandhed, at Inges svaghed gør min styrke mere påkrævet.
Senere da Inge endelig kommer ud af sin choktilstand og forstår, at hun har fået sit højeste ønske opfyldt,
skifter rollerne, og jeg må sande, at noget af min styrke var teater, der senere må betales tilbage.
På et tidspunkt, meget længe efter vi er kommet hjem, fylder min ængstelse f.eks. så meget, at jeg tænker den
frygtelige tanke, at måske sorgen over at miste ham ville være mindre, end omkostningerne ved at leve med
frygten for netop det samme.
"Hvis han lever, hvilke fysiske skader vil han så få?"
Det er stadig den nat, Emil kom til verden, og jeg prøver på at lodde, hvad vi i værste fald kan ende med.
Inderst inde tør jeg nemlig ikke tro, at han kan leve.
Børnelægen kigger på mig og fortæller mig, at der er så mange muligheder, at det er svært at sige noget
konkret, men hjerneblødninger er ikke ualmindelige.
Mine værste fantasier er allerede godt i gang i alle retninger, og desværre glemmer hun ved den lejlighed at
fortælle mig, at hjerneblødninger for størrelse "small" individer er temmelig ufarlige. I stedet siger hun: "Lige
41