MEGET SMÅ BØRN

Jeg havde veer og ville muligvis være nødt til at føde nu.
Føde nu, tænkte vi, det kan da ikke være rigtigt! Jeg var kun 24 uger henne, så det var da alt, alt for tidligt.
De flyttede mig op på fødegangen. Jeg var åben fem centimeter og altså midt i at føde det barn, jeg sådan
glædede mig til at skulle have. Men jeg ville jo ikke have det nu; det var alt for tidligt.
De gav mig vehæmmende drop, og vi begyndte at snakke med lægerne om, hvad vores chancer egentlig var.
Vi havde ingen, fik vi at vide. Hvis de ikke kunne standse veerne, så jeg kunne holde på barnet i nogle uger
endnu, var der ingen chancer for, at det ville kunne overleve.
Det var som om tiden stod stille. Alt andet i verden var totalt ligegyldigt. At få den besked er det værste, jeg
nogensinde har prøvet.
Droppet virkede, og alt blev nu rettet imod, hvad der kunne gøres for at bevare barnet inden i mig.
Vi håbede og bad, troede på, at miraklernes tid ikke var forbi. Nogle få familiemedlemmer og de nærmeste
venner blev ringet op.
Om natten, fem timer efter at jeg var blevet indlagt, tog min mand Sten hjem for at sove. Veerne var i ro, og
alt så ud til at gå nogenlunde godt. Jeg fik noget beroligende for at falde i søvn, men lå bare og kiggede på
uret. Jeg følte, at tiden gik uendelig langsomt, og tankerne vrimlede rundt i hovedet på mig. Efter godt en
time meldte uroen i kroppen sig igen. Droppet blev skruet op og op, men det blev bare værre. Sten blev kaldt
tilbage og kom klokken halv fire om morgenen.
Jeg var ved at føde mit barn, og der var ingen, der kunne hjælpe mig mere.
Vi snakkede længe og intenst med lægen. Diskuterede, hvordan og hvorfor man skulle gøre de forskellige
ting. Han havde heldigvis mod til at være ærlig over for os, og det er vi ham dybt taknemmelige for. Vi talte
længe om det og blev enige om, at vores lille guldklump ikke skulle udsættes for stik af nåle og tilkobling til
diverse livsforlængende maskiner bare for at købe os noget tid.
En ting ville vi dog gøre: vi ville have vores barn døbt. Det betød uendelig meget for os at give vores barn et
navn og dermed vise barnet og verden, at det var vores barn – vores kød og blod. Det var ikke noget, man
skulle glemme, fordi det ikke gik som planlagt, men derimod noget, man skulle huske og mindes med glæde.
Veerne blev voldsommere og voldsommere, og kl. 6.56 om morgenen den 1. juni 1995 kom vores lille søn til
verden. Og lille var han, kun 600 gram og 31 centimeter, men fuldstændig hel og fin. Intet manglede, og alt
var, som det skulle være.
Han blev lagt op til mig, og aldrig i mit liv har jeg oplevet så stor og fuldstændig en lykke. Mit barn – vores
barn.
Det var alt, hvad vi havde drømt om.
Han levede, men trak vejret meget uregelmæssig, og præsten blev tilkaldt, så hun kunne døbe ham. Vi havde
bestemt os for, at han skulle hedde Oliver.
57