MEGET SMÅ BØRN

det nogle gange, måtte jeg simpelthen gå ud på gangen, mens sygeplejersken gav ham flasken, og alarmerne
gik.
HJEM MED PATRICK
Efter tre måneder i en lukket verden var dagen så kommet, hvor vi skulle hjem med Patrick. Angsten for,
hvordan det skulle gå, kom langsomt snigende samtidig med glæden over at få en sund og velskabt dreng
med os hjem. Det var en stor omvæltning.
Vi valgte at investere i en alarm til overvågning af Patricks vejrtrækning. Han havde "snydt" med
vejrtrækningen for mange gange, til at vi turde tro på, at han ikke ville gøre det mere. Det apparat blev guld
værd for os. Vi følte os trygge ved det og havde det godt med det. Selvom mange nok griner lidt af det - ja, så
brugte vi faktisk alarmen, til han var næsten to år.
Vi fik ingen fejlalarmer, men en enkelt alarm, hvor han var meget langt væk, men selv rettede sig igen. Så for
os var det den rigtige løsning. Vi har stadig apparatet, og det blev faktisk brugt så sent, som da han var tre år,
hvor vi havde en nat med lidt problemer.
Jeg har haft sværere ved at lægge det hele bag mig end min mand. Jeg overvåger ham meget, vågner stadig
om natten og skal lige lytte og mærke, at han trækker vejret. Når han sover til middag, kigger jeg ofte til ham,
og jeg tror desværre aldrig, at jeg helt slipper denne angst.
DE FØRSTE ÅR
Patrick har hele tiden haft og har stadig et meget stort behov for tryghed. Han ved ikke noget bedre end at
sidde helt tæt op af os, og han kan pille ved mit hår i en uendelighed. Han sover stadig i sengen mellem os og
skal helst falde i søvn på maven af mig. Andre synes måske at det er for meget, men vi har valgt, at hvis det
er, hvad der kræves, for at han er tryg - ja, så gør vi det gerne.
Den første vinter var vi rimelig forskånet for sygdom med Patrick. Vi var "lettere hysteriske" med, hvem han
så og hvordan. Ingen med det mindste tegn på forkølelse var velkomne. Vi havde ham ikke med på indkøb af
frygt for alle de bakterier, han så ville blive udsat for.
Vi slap heldigvis også for de lungeproblemer som lægerne havde forberedt os på kunne komme. Men den
efterfølgende vinter tog øreproblemerne fat, og det krævede pencillinkur efter pencillinkur.
Da Patrick var cirka halvandet år, fik han - som så mange almindeligt fødte børn - feberkramper. Lægerne
beroligede os dog med, at det kunne være første og eneste gang, han fik det, idet han var så gammel ved
første tilfælde. Men efter cirka ti måneder fik han igen kramper. Og denne gang tre gange på en dag! Sidste
krampe varede halvanden til to timer, og til sidst stod der børnelæger, en læge fra intensivafdeling - hvis de
skulle lægge ham i respirator, da de var nødt til at blive ved med at give Stesolid og Fenemal for at stoppe
krampen - samt sygeplejersker og hjælpere. Efter denne store krampetur fik vi foretaget et eeg på Patrick. På
69