MEGET SMÅ BØRN

Hele næste dag gik med, at jeg fik målt blodtryk og blev undersøgt. Min tilstand var stadig for ustabil til, at
jeg kunne flyttes.
Hen på eftermiddagen kom mine forældre. Mor og Erik gik over til babyen, og min far blev hos mig. Vi fik talt
hele forløbet igennem, og jeg græd meget.
Blodtrykket havde været meget højt om natten og dagen igennem, men da jeg fik luft for alle mine tanker
faldt det brat. Der var vagtskifte for sygeplejerskerne, og de to, der skulle passe mig, var mildest talt guld
værd. De fortalte mig, hvor kritisk min situation egentlig havde været. At man faktisk kan dø eller blive
hjerneskadet af så højt et blodtryk, men de fortalte det på en menneskelig og forståelig måde.
Hvis blodtrykket blev ved med at falde og derefter blev stabilt, lovede de mig, at der ikke ville gå lang tid, før
jeg ville få min søn at se. Nu var det faktisk et helt døgn, siden han var blevet født, så min tålmodighed var
også ved at være brugt op.
Endelig efter 26 timer kom der langt om længe en læge, der mente, at nu var tiden inde til, at jeg kunne blive
kørt over på neonatalafdelingen.
MIT FØRSTE MØDE MED EMIL
Jeg blev kørt af sted af en portør i følge med en sygeplejerske fra intensivafdelingen, mine forældre og
selvfølgelig Erik. Jeg blev kørt ind på den lille kuvøsestue, som vi havde fået lov til at se i begyndelsen af min
indlæggelse. Derfor var jeg heldigvis forberedt på, hvordan der så ud med alt det tekniske udstyr.
Min seng blev placeret ved siden af Emils kuvøse, og nu kunne jeg endelig se vores dejlige lille dreng. Der
kom en sød sygeplejerske og hilste på mig, og hun gjorde klar til det store øjeblik - jeg skulle have Emil ud og
ligge på min mave.
Det var en del slanger at tage hensyn til, men pyt med dem - nu var mor og søn endelig sammen. Det var
vidunderligt at mærke hans varme hud mod min og høre hans små knirkelyde. Sådan lå vi og nød hinanden i
en halv times tid, og hvem, der nød det mest, er ikke til at sige. For Emil kunne jo genkende min hjertelyd og
faldt helt til ro ved at ligge der hud mod hud.
Selvfølgelig syntes jeg, at han var lille, men da ikke specielt sensationsagtig lille. Han var i mine øjne en dejlig
veludviklet lille baby, havde en flot brun kulør og havde fine små arme og ben, og hans små stærke fingre
holdt fast om min finger.
Han var vores dejlige dreng, og selvfølgelig elskede jeg ham fra første øjeblik, jeg så ham. Vi tre, som nu var
blevet en lille familie, skulle nok klare den næste svære tid sammen. Efter fotografering og videooptagelse
blev vores søn Emil atter overladt til personalet, og jeg blev kørt tilbage til intensiv. At jeg havde set ham og
haft ham tæt ind til kroppen, gav mig nye kræfter og beroligede mig. Mit blodtryk bevægede sig ned omkring
det normale og blev mere stabilt.
77