MEGET SMÅ BØRN

ville kunne leve. Og alligevel støttede de mig i at malke ud, instruerede mig i, hvordan mælkekøkkenet
fungerede, og sørgede for, at Jakob fik min mælk - var det blot så lidt, så var det dog utrolig vigtigt for mig.
De havde også stor omsorg for Jakob, efter han var død. Han blev liggende på afdelingen i et døgn, og da vi
kom næste dag, sagde de, at de håbede, at det var i orden, at de, der havde haft lyst til at sige farvel til Jakob,
havde været inde hos ham - det syntes jeg, var en smuk respekt at vise ham.
Og det er jo ikke en let opgave, tror jeg, at arbejde med en familie i en situation som vores. Jeg blev i hvert
fald utroligt følsom. For eksempel brød jeg helt sammen, da vi havde afleveret Jakob i kapellet, fordi jeg
syntes, at den portør, der skulle tage sig af ham, virkede så ufølsom. I den situation greb en af
sygeplejerskerne ind og sørgede for, at det blev en sygeplejerske fra neonatalafdelingen, der kom til at lægge
Jakob i kølerummet.
JAKOBS BEGRAVELSE
Jeg husker ikke, at Bo og jeg var i tvivl om, at vi selv ville ordne så meget som muligt i forbindelse med
Jakobs begravelse. Vi bad hospitalets præst, der havde døbt Jakob, om også at begrave ham fra vores lokale
kirke, og vi tog selv ud og købte kisten. Vi havde i vores underlige overstadige choktilstand dagen efter
Jakobs død joket lidt med tanken om at gå ind og købe en kiste, som vi skulle have med hjem, og så forestillet
os bedemanden sige: "Vil De ha´den pakket ind?" Og så gik det hverken værre eller bedre, end at han faktisk
sagde: "Vil I ha´den i en pose?" Og vi sagde ja, og undertrykte en fnisen. Men allerhelst havde jeg sagt nej:
allermest havde jeg lyst til at gå med Jakobs kiste ned ad gaden, så folk kunne se, hvad der var sket for os, se,
at livet ikke er med sikkerhedsnet og seler, se, at børn dør, selvom alle lader som om det aldrig sker. Men det
var jo nok godt at få den dækket til, fordi andre kunne jo ikke vide, hvad vi vidste: at Jakob ikke lå i kisten
endnu, men stadig lå ude på Hvidovre Hospital.
Men vi havde meget brug for at være synlige, og for at Jakob blev synlig, for at vise, at det var vores barn, der
var dødt. Derfor blev det heller ikke en begravelse "i stilhed" - tværtimod. Vi indrykkede dødsannoncer i to
forskellige dagblade, og vi inviterede vores familie, venner og kolleger til begravelse med håndskrevne
invitationer. Jeg sidder, mens jeg skriver dette, og tænker på, at det at sidde og skrive 25-30 invitationer til
en begravelse måske også er en god måde at prøve at fatte det på?
Jeg var også meget hurtigt inde på mit arbejde og vise billeder af Jakob, og jeg skrev et brev til mine kolleger,
hvor jeg fortalte, at Jakob var død, og jeg skrev, at jeg gerne ville tale om ham og i hvert fald nok skulle sige
fra, hvis jeg indimellem ikke orkede det. Alt det tilsammen gjorde, at vi stort set har undgået det, alle i vores
situation frygter: At blive isoleret og usynlige. Og mig har det hjulpet meget. Jeg har haft brug for at tale om
Jakob og det, vi har oplevet igen og igen, og at vise billederne af ham frem.
Vi havde kisten stående hjemme i stuen i flere dage, indtil vi skulle lægge Jakob i den, og aftenen før han
skulle begraves, pyntede Rikke og jeg den indeni med guldstjerner. Vi skulle lægge Jakob i kisten om
morgenen, den dag han skulle begraves, og da vi kom ud til kapellet, sagde kvartermesteren, at han havde set
Jakobs dødsannonce, og at han syntes, at den var fin - det var sødt af ham at sige det.
Jeg var bange for, at Jakob ville se meget forandret ud, fordi det efterhånden var over en uge siden, han var
død. Men nogen havde givet mig det gode råd, at bede kvartermesteren om at kigge efter først. Det gjorde
35