den humanitære folkeret og danmark - Røde Kors

DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK
4.3. Ikke-kombattanter og anvendelse af private
sikkerhedsfirmaer
Begrebet „Ikke-kombattant“
Begrebet „ikke-kombattanter“ anvendes til tider som en fællesbetegnelse for den gruppe
personer, der ikke må angribes, og som ikke har ret til at tage direkte del i kamphandlinger,
selv om de ledsager de væbnede styrker. De har således en del til fælles med civile,
men vil som udgangspunkt have status som krigsfanger i tilfælde af tilfangetagelse.
Begrebet omfatter tolke, sundhedspersonale og religiøst personale , der følger med
de væbnede styrker uden at deltage direkte i den væbnede konflikt. Soldater, der ikke
længere er i stand til at kæmpe, såsom syge, sårede og skibsbrudne, betragtes ligeledes
som ikke-kombattanter.
Der kan også være andre personer, der ikke er kombattanter, og som følger de
væbnede styrker, men som ikke får status som krigsfanger ved tilfangetagelse. Dette
kan eksempelvis være lejesoldater, som ved direkte deltagelse i en væbnet konflikt må
angribes, men ellers må anses som civile, der ikke får krigsfangestatus, og hvis rettigheder
på særlige punkter er begrænset yderligere. De nyder dog som alle andre
beskyttelse efter de grundlæggende beskyttelsesgarantier.
Anvendelse af private sikkerhedsfirmaer
Siden afslutningen af den kolde krig er antallet af private sikkerhedsfirmaer, der arbejder
for de væbnede styrker, steget væsentligt. F.eks. anslås det i nogle medier, at
der under Irak-krigen (2003) befandt sig 15.000-20.000 ansatte fra over 60 private
sikkerhedsfirmaer i Irak, herunder også danske sikkerhedsfolk, og krigen er blevet
omtalt som den „den første privatiserede krig“. Herudover varetages flere opgaver,
der traditionelt henhører under de væbnede styrker, nu af private firmaer. Dette gælder
f.eks. sikkerhedsopgaver, såsom beskyttelse af regeringsinstitutioner, væbnet eskortering
af konvojer med forsyninger til koalitionens væbnede styrker og beskyttelse af
koalitionens bygninger.
Spørgsmålet er, om væbnede kontraktansatte i sådanne private sikkerhedsfirmaer
kan anses for at være lejetropper som defineret i den humanitære folkeret? ICRC mener
ikke, at der er et entydigt svar på dette, da det må bero på en konkret vurdering
146 Religiøst personale og sundhedspersonale nyder en helt særlig beskyttelse, idet de ved tilfangetagelse,
har ret til at fortsætte deres bistand til andre tilfangetagne, jf. Genève-konvention III, artikel 33.
147 Jf. Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),
kommentar nr. 1797, s. 575. Siden lejesoldater ikke tildeles status som kombattanter og krigsfanger,
er de civile, omfattet af Genève-konvention IV, men har begrænsede rettigheder og kan bl.a. sikkerhedsinterneres
efter Genève-konvention IV, artikel 5.
148 Minimumsbeskyttelsen i Tillægsprotokol I, artikel 75 finder også anvendelse for lejesoldater. Om lejesoldater,
se Fleck (1995), s. 69. og Green (2000), s. 114-117 og 199. Se også International Convention
against the Recruitment, Use, Financing and Training of Mercenaries. Tilgængelig på: http://www.
ohchr.org/english/law/mercenaries.htm
149 Military industrial complexes, The Economist, 29. marts 2003, s. 56, nævnt i Private Security Companies
– The Case for Regulation, SIPRI Policy Paper no. 9, Caroline Holmquist, Stockholm International
Peace Research Institute, januar 2005, s. 1 og 24.