den humanitære folkeret og danmark - Røde Kors

4. Kombattantbegrebet og krigsfanger
af hver enkelt sag. I de fleste tilfælde vil de ud fra et rent juridisk synspunkt ikke være
at betragte som „lejesoldater“ som defineret i Tillægsprotokol I, idet de som oftest
ikke er hvervet specielt med henblik på at deltage i kamphandlinger, og da de ofte er
statsborgere hos en stridende part. 0
Medmindre de er indrulleret i en stats væbnede styrker vil personalet i private sikkerhedsfirmaer
formentligt blive betragtet som ikke-kombattanter og kan derfor ikke
retmæssigt angribes eller deltage i den væbnede konflikt. Såfremt de er autoriseret til
at følge de væbnede styrker og ansvarlige for styrkernes velfærd, vil de efter omstændighederne
skulle gives beskyttelse som krigsfanger i tilfælde af tilfangetagelse. I
andre situationer vil personalet i de private sikkerhedsfirmaer være at betragte som
civile, også i forbindelse med en eventuel tilfangetagelse. Hvis de udfører aktiviteter, der
svarer til en direkte deltagelse i fjendtlighederne, må de imidlertid angribes, så længe
de direkte deltager i fjendtlighederne, og de vil da kun være beskyttet af de grundlæggende
garantier. Personalet i private sikkerhedsfirmaer i væbnede konflikter skal ikke
alene respektere den humanitære folkeret, men også den gældende lovgivning (f.eks.
strafferetlige forbud mod vold) og kan retsforfølges, hvis de begår krigsforbrydelser
eller overtræder gældende lovgivning.
Det har imidlertid vist sig, at det af praktiske og juridiske grunde kan være svært at
føre sager mod private sikkerhedsfirmaer og deres personale. De kan som led i en eventuel
kontrakt med militæret have fået immunitet fra retsforfølgelse ved domstolene i de
lande, hvor de udfører deres aktiviteter, og endvidere kan de lokale domstole ofte ikke
fungere på grund af en væbnede konflikt i landet. En anden komplikation ligger i, at det
kan være svært at indlede en retsforfølgning ved domstolene i det land, hvor de private
sikkerhedsfirmaer er registreret, da de påståede forbrydelser sandsynligvis er begået i
udlandet, og de fleste domstole kun har begrænset ekstraterritorial jurisdiktion. Selv om
personalet i private sikkerhedsfirmaer kan gøres personligt ansvarlige for overtrædelser
af den humanitære folkeret, vil det i praksis være svært at finde en national domstol, der
er i stand til – og har den fornødne vilje til – at udøve ekstraterritorial jurisdiktion over
de påståede forbrydelser, jf. endvidere nedenfor i kapitel 7 om retsforfølgning.
Stater kan være ansvarlige for brud på den humanitære folkeret begået af private
sikkerhedsfirmaer, som de har givet bemyndigelse/tilladelse til at varetage opgaver,
som normalt er en del af regeringsmyndigheden, eller som rent faktisk agerer under
deres instruktion og under deres direkte kontrol. Selv om private sikkerhedsfirmaer
ikke arbejder som befuldmægtiget af staten, vil staten stadig have en forpligtelse til at
sikre respekten for den humanitære folkeret og skal gøre, hvad der er nødvendigt for
at forhindre og straffe forbrydelser begået af individer eller enheder, der opererer på
eller fra deres territorium eller fra territorium, som staten har besat.
Det er afgørende, at såvel militæret som private sikkerhedsfirmaer er bekendt med
deres ansvar under den humanitære folkeret, og at brud på folkeretten af private sikkerhedsfirmaers
personale bliver behørigt straffet. ICRC insisterer således på, at tendensen
mod en privatisering af militære funktioner ikke er ensbetydende med en svækkelse af
respekten for den humanitære folkeret og dens implementering.
150 Jf. definitionen i Tillægsprotokol I, artikel 47(2). Betingelserne i artikel 47(2) for hvornår en person
kvalificerer som lejesoldat er kumulative.
151 Jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(4).