kapitel 1

Magthavernes griskhed kvæler al virkelyst. Det er ikke befolkningen,
der er doven. Det er ikke befolkningen, der er skyld i hungersnøden.
Det er korruptionen, der slagter hønen, som lægger guld-æggene.
Således må det også være gået i Theben. Da Ødipus blev tvangsgift
med sin pædofile mor, så forvandledes han fra idealist til ond håndlanger.
Thebens nye kongepar satte sig tungt på flæsket – og udhungrede
befolkningen. Det var ikke antikkens guder, der straffede befolkningen.
Guderne i fortællingen symboliserer blot Thebens nye kongepar.
Fortællingen om kong Ødipus er evig aktuel. Som alle andre spædbørn,
så har Ødipus knyttet sig til sin mor først. Det er moderens
ansvar at lukke faderen ind i varmen.
Det kan have været svært for Jokaste.
Der var kommet en ny kærlighed ind i hendes liv
– og et spædbarns kærlighed er loyal, ukritisk og fordringsløs.
Da Ødipus blev så gammel, at han begyndte at se op til sin far, så
har Jokaste formodentlig startet en hetz, som skulle isolere faderen.
Faderen skulle være den fælles fjende, som de skulle stå sammen imod.
Men Jokaste har leget med ilden. Børn er noget af det mest uforudsigelige,
der findes. Hendes hetz kunne have fået den modsatte effekt.
Ødipus kunne have fået medlidenhed med sin far. Hvis det var sket, så
havde Jokaste gravet sin egen grav. Det skete ikke – og familiestriden
fortsatte, indtil Ødipus tildelte faderen dødsstødet.
Dødsstødet behøver ikke at være fysisk. Det kan have været symbolsk.
Ødipus har ydmyget sin far så eftertrykkeligt, at faderen krøb i et musehul.
Faderen blev bange for sin egen familie. Han blev usynlig i dagligdagen.
Han blev reduceret til et skaffedyr – en levende død.
Kongemordet var fuldendt. Ødipus blev den ny konge – men kun af titel.
Dronning Jokaste beholdt al magten. Indflydelsesmæssigt forblev Ødipus
kun en prins. Jokaste styrede ham så hårdt, at hans personlighed blev
udraderet. Befolkning har foragtet ham. Han var ikke længere en rigtig
konge. Han var blot dronning Jokastes marionetdukke.”
115