kapitel 1

KAPITEL 46
Martin turde ikke vise sig på fakultetet længere.
Julie forsøgte at få ham til at genoptage studierne, men uden held.
”De er alle imod mig. Jeg kan ligeså godt opgive.
Jeg har fornærmet Sandra, og det vil koste mig min karriere.”
”Sludder og vrøvl,” vrissede Julie,
”jeg kan så let som ingenting vende stemningen.”
”Du kan ikke en skid. Victor Neudorf er død,
og du har ingen indflydelse længere.”
”Det tror du,” sagde Julie, ”men du glemmer, at jeg er ud af en meget
rig og indflydelsesrig familie. Min far er en af Danmarks rigeste mænd.
Jeg har forbindelser. Jeg har magt. Jeg kan vende stemningen så let
som ingenting. Jeg kan gøre dig til professor. Jeg kan vende op og ned
på dit liv, som det passer mig.
Men jeg gør det ikke for dine blå øjnes skyld. Jeg forventer, at du vil
være mig taknemmelig – resten af dit liv. Jeg elsker dig, men lad nu
være med at tro, at det er ensbetydende med, at jeg vil gøre alt for dig.
Det er omvendt. Det er dig, der skal gøre alt for mig – ellers hjælper
jeg dig ikke.”
”Hvis du virkelig elsker mig.
Hvorfor behandler du mig så ikke som et ligeværdigt menneske ?”
”Det er fordi, du ikke er et ligeværdigt menneske,” vrissede Julie,
”du ved intet om virkelighedens verden. Du sidder bare og læser bøger.
Du er så irriterende akademisk. Selv når du taler, så lyder det, som om
du læser op af en bog. Du har ikke været ude i virkelighedens verden
– sådan som jeg. Jeg ved, hvordan verden er skruet sammen.
Jeg har gennemskuet alle mennesker – alle – også dig. Du er naiv,
hvis du tror, at der findes retfærdighed. Du ved intet om, hvor onde
og beregnede mennesker er. Du ved intet om livet. Det gør jeg.
Jeg gør dig kun en tjeneste, når jeg træffer beslutninger på dine vegne.”
”Pjat ! . . . . . Du ved ikke mere om livet, end jeg gør, og du er heller ikke
i stand til at vende stemningen på fakultetet eller gøre mig til professor.”
94