kapitel 1

KAPITEL 97 (Kapitlet bliver uddybet i bilag 9/ side 251)
”Jeg tror ikke, at Noah var alkoholiker,” hævdede Martin, ”og jeg tror
heller ikke, at han mistede sin retfærdighedssans efter Syndfloden.
Gud satte sit omdømme på spil ved at vælge Noah.
(2. note)
Gud valgte Noah, fordi Noah var retfærdigheden selv.
Hvis Noah gjorde noget uretfærdigt, så ville det ramme Gud
som en boomerang. Gud har derfor støttet Noah til det yderste.
Når du håner Noah, så håner du indirekte Guds dømmekraft.
Den gældende udlægning er vand på ateisternes mølle.
Ifølge den, så var Noah en alkoholiseret og lunefuld blotter.
Ifølge den, så var Noah ikke et moralsk forbillede.
Det skulle hans søn Kam derimod være.
Det lyder mistænkeligt.
Kam var forfaderen til israelitternes to ærkefjender – ægypterne og
kanaanæerne. En positiv omtale af ærkefjendernes forfader ville
gøre fortællingen forhadt og få den til at forsvinde i glemslen.
Det lyder derfor mere sandsynligt, at Kam var skurken.
En sådan morale forudsætter dog, at fortællingen kan læses på
to forskellige måder – og det er præcis, hvad den kan.
Fortællingen indeholder nemlig en talemåde.
Denne talemåde finder man andre steder, f.eks. i 3. Mosebog:
»Hvis en mand har samleje med sin fars
(kap. 20:11)
hustru, har han blottet sin fars køn«.
En blottelse af faderens køn er altså det samme som at have
samleje med sin mor.”
Den udlægning fik professor Lindrose op af stolen.
2. note:
1. Mosebog, kapitel 6, vers 8-9:
Men Noah fandt nåde for Herrens øjne. Dette er Noahs slægtshistorie.
Noah var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han
vandrede med Gud.
196