kapitel 1

Han drømte en underlig drøm.
Han drømte, at han var brandmand. Han løb ind i en brændende
bygning for at redde en lille pige, men hun ville ikke reddes.
Han greb fat i hende, men hun sparkede ham hårdt i skridtet.
Han knækkede sammen af smerte og slap sit tag i hende.
Hun burde løbe ud i det fri, men hun løb blot længere ind i bygningen.
Han blev tilbage og ømmede sig.
Rummet blev mere og mere røgfyldt.
Midt i rummet stod der en uendelig høj stige.
Han begyndte at kravle op ad den.
Da han var kommet et stykke op, så tordnede en faderlig stemme:
”Du er brandmand. Gå ned og gør dit arbejde færdigt !”
”Det skal du ikke bestemme !” råbte Martin vredt tilbage.
Pludselig blev der uhyggeligt stille.
Så lød der et enormt brag.
Han kiggede forskrækket op og blev blændet af en hvidglødende meteor.
Den havde kurs direkte imod ham.
Han vågnede med et sæt.
Martin foragtede drømmetydning, men denne drøm var så klar og
entydig, at han ikke kunne ignorere den.
Martin var brandmand, og en brandmand må ikke give op – uanset
hvor håbløst det ser ud.
Han skrottede selvmordsplanerne og valgte at kæmpe videre.
Han agtede at glemme alt om Sandra.
Hans plan var at forelske sig i en ganske almindelig kvinde.
En udmærket plan – hvis ellers hans hjerte ville lystre.
91