kapitel 1

”Selvfølgelig er løbet ikke kørt endnu,” istemte Solsted, ”hvis der ikke
er flere spørgsmål, så synes jeg, at vi skal afslutte mødet og endnu
engang takke Martin for en interessant diskussion.”
Mødet blev hævet i en god stemning – og det var der god grund til.
Martin ramte plet, da han sagde, at han ikke ville blande sig i de
andres fagområder. Det var den udmelding, som faldt et tørt sted.
De øvrige ansøgere havde ikke udvist den samme ydmyghed.
Ansættelsessamtalerne var endt i det ene hundeslagsmål efter
det andet. Uforsonligheden medførte, at der var nedlagt veto imod
alle Martins modkandidater. Situationen syntes fastlåst.
Martin ville ikke blande sig i de andres fagområder – og det fik
stemningen til at vende. Han blev derved den eneste ansøger,
som de alle kunne være i stue med.
Lindrose og Stenholz var i virkeligheden meget imponeret over Martin.
De havde kun angrebet ham for at se, hvordan han reagerede under
pres – og Martin havde bestået.
Professor Nekskov var den eneste, der støttede Martin, da ansættelsessamtalen
begyndte – men nu var de andre parate til at overveje Martin
som en mulig kandidat.
Martins chance var større, end man umiddelbart skulle tro.
Hvis det endte med, at han blev udnævnt til professor, så ville han
blive den yngste i fakultetets historie.
Men turde de overlade Neudorfs professorat til et ubeskrevet blad,
som kunne bringe fakultetets omdømme i fare ?
Og havde han overhovedet en chance, efter at han havde udgivet
en bog med den pinlige titel: ”Onani for åbent tæppe ?”
207