kapitel 1

KAPITEL 111
Bryllupsfesten var overdådigt arrangeret. Julie havde inviteret alle, som
var noget. Martin hilste pligtskyldigt på alle gæsterne, men undrede sig
mere og mere over, at der ikke var nogen fra hans egen familie.
”Julie. Huskede du at invitere dem, som jeg skrev på listen ?” spurgte han.
”Nej. Hvorfor skulle jeg dog invitere dem ?” svarede Julie,
”de er fattige. De vil ikke føle sig hjemme her.”
Martin havde mest af alt lyst til at gå sin vej, men valgte at blive.
Når gæsterne var gået, så skulle han nok give hende tørt på
– specielt hvis han ikke var blevet udnævnt til professor.
Da alle gæsterne var samlet, så gav Julie ordet til professor Nekskov.
Han holdt en længere tale om sin yndlingselev Martin.
Han sluttede af med ordene:
”Det er derfor med stolthed, at jeg kan kundgøre, at Martin i dag
er blevet udnævnt til professor. Han bliver den yngste i fakultetets
historie. Skal vi ikke alle sammen rejse os op og udbringe et trefoldigt
leve for vores alle sammens Martin ?”
Alle rejste sig op.
Der blev skålet og ønsket tillykke til den store guld-medalje.
Martin var lykkelig. Han kiggede forelsket på Julie.
For første gang følte han en dyb kærlighed til hende.
Han følte, at alle døre stod åbne, nu da de var blevet gift.
Hans forelskelse i Sandra var pist væk.
Julie kiggede selvstolt på Martin.
Hun rejste sig op og sagde:
”Jeg har også en glædelig meddelelse.
Martin og jeg er blevet gift.
Vi giftede os i al hemmelighed i fredags.
Men I bliver ikke snydt for et rigtigt kirkebryllup.
Jeg har bestilt tid hos domprovsten til et forrygende
bryllup den 2. februar næste år – og I er alle inviteret.”
224