kapitel 1

”Hvor har du fået min adresse fra ?” spurgte han.
”Du fortalte, at du havde lejet et værelse hos Mona Mira.
Alle på fakultetet ved, hvor hun bor. Selv jeg. Du må ikke ringe
til mig. Politiet aflytter måske mine samtaler. Ingen må vide, at
jeg er her – og ingen må vide, hvad der skete i går. Men frygt
ikke. Du har en god chance for at slippe for at ruske tremmer.
Jeg bildte politiet ind, at Victor faldt ned fra klinten i fuldskab.
De har ingen beviser imod dig. Jeg nåede at fjerne resterne
af din computer, inden ambulancen ankom.”
”Var Victor død, da ambulancen nåede frem ?” spurgte Martin.
”Ja, de kunne intet gøre. Hans kraniebrud var så voldsomt, at
ingen læge i verden kunne redde hans liv.”
”Det var pænt af dig at lyve på mine vegne, men jeg har besluttet
mig for at tilstå. Hvis jeg er heldig, så vil jeg være ude i friheden
om nogle få år.”
”Er du rigtigt klog !” vrissede Julie, ”hvis du tilstår, så bliver jeg
anklaget for at have dækket over dig. Det må du ikke gøre imod
mig. Jeg har sat mit omdømme på spil for din skyld.”
”Det er ikke noget, jeg har bedt dig om,” sukkede Martin.
”Mage til utaknemmelighed. Hvis du fortæller politiet, at min
vidneforklaring var løgn og latin, så får du kærligheden at føle.
Jeg vil hævne mig, så dit liv bliver et mareridt. Du tror, at du
vil få en mild straf, men der var kun et vidne – og det var mig.
Det er mig, der bestemmer, om du skal dømmes for overlagt
mord eller ej. Og det bliver ikke det eneste, som jeg vil få dig
dømt for. Du vil også blive dømt for at have truet mig til at vidne
falsk.”
Martin var chokeret.
Skæbnen legede med ham, som en kat leger med en mus
– og Martin var gået lige i fælden.
31