kapitel 1

(SIDSTE) KAPITEL 114
Martin ledte som en besat efter Julie. Han fandt hende i køkkenet.
Hun var i gang med at flirte med en af gæsterne.
”Kan du komme ud, og det i en fart !” råbte Martin til gæsten.
Gæsten forsvandt i lyntempo.
Martin greb fat om Julies hals, så hun ikke kunne flygte.
”Hvorfor fortalte du mig ikke, at jeg var din søn ?” råbte han.
”Jamen kæreste Martin dog,” fremstammede hun,
”hvad går der dog af dig ? . . . . . Du er ikke min søn.”
”Baron Sel-Dumonde påstår noget andet,” fremturede Martin.
”Og hvad så om du er ? . . . . . Hvad skulle det kunne gøre ? . . . . .
Vi lever i en moderne verden. Jeg vil dig jo kun dit bedste. Verdenen
udenfor er alt for ond og farlig for dig. Jeg vil jo blot beskytte dig mod
alverdens svig og ondskab. Alle mennesker er onde.
Der findes kun et menneske i hele verden, som vil dig det godt, og
det er mig. Der er intet, der kan konkurrere med en mors kærlighed.
Du burde være mig taknemmelig. Tænk på alle de nætter, som jeg
har ligget søvnløs og bekymret mig om dig.
Er dette takken ?
Hvad med at udvise lidt familiefølelse ?
Du er min søn. Dig er der ingen, der skal stjæle fra mig.
Jeg har født dig. Du er mit kød og blod.
Du er en del af min krop.
Du er min personlige ejendom.”
”Hvis du elskede mig så højt, hvorfor bortadopterede du mig så ?”
”Det var også imod min vilje. Alle undtagen din morfar insisterede på,
at jeg skulle få foretaget en abort. Jeg var kun 14år. Victor var forlovet
med Mona Mira og havde samtidig en affære kørende med én, der
hed Laila, som han også fik gjort gravid.
En sen aften hentede din morfar mig på mit værelse, og vi kørte i al
hemmelighed til en lille gård udenfor Århus.
230