kapitel 1

Jublen ville ingen ende tage. Hun blev omtalt som dansk kultur og
filosofis nye stjerne. Alt det grimme, der var blevet sagt om hende,
var glemt. Enhver, der vovede at kritisere hende, blev beskyldt for
manglende nationalfølelse.
Professorerne på fakultetet var med rette stolte af hende.
Hun blev omtalt som en storfavorit til professor Neudorfs embede.
Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at hun blev inviteret
til ansættelsessamtale. En overraskelse var det derimod, at Martin
også blev inviteret. Han skulle møde den efterfølgende onsdag og
Sandra dagen efter.
Sandra var målløs. Hun havde forventet, at Martin var blevet vraget
allerede i den indledende runde. Martin bad atter Sandra om at trække
sig – men hun udbad sig betænkningstid. Så skruede Martin bissen på.
Han forlangte, at hun skulle bevise sin kærlighed ved at vige pladsen
for ham.
Han havde en klippefast tro på, at han sagtens kunne blive professor.
Sandra overvejede, om hun skulle vække ham af denne vildfarelse.
Hvis hun vækkede ham, så behøvede hun ikke at trække sig – men
hun ville samtidig lægge en bombe under deres forhold.
Sandra måtte vælge mellem kærlighed og karriere.
Det var ikke et spørgsmål om, hun kunne skåne Martin for et
ydmygende nederlag. Det var kun et spørgsmål om, det var hende
eller ansættelsesudvalget, der skulle føre kniven.
Sandra vægrede sig. Det var hende, der var blevet rost af DeLoake
– ikke Martin. Hvis hun trak sig, så ville man blot udnævne en ældre
og mere erfaren ansøger. Hun syntes, at Martins krav var urimeligt.
Presset fra Martin var dog så vedvarende og massivt, at Sandra
til sidst ringede til fakultetet og aflyste sin ansættelsessamtale.
Martin var ekstatisk.
Han følte sig selvskreven til at overtage Victor Neudorfs professorat.
193