kapitel 1

KAPITEL 72
Janus og Sandra sad midt i middagsmaden.
Pludselig ringede det på døren.
Det var et anbefalet brev til Sandra.
Sandra åbnede det og stak straks i et hyl.
Brevet var fra Julies advokat.
Han skrev, at lånetiden på Ferrarien var udløbet.
Sandra løb hen til vinduet.
Hun nåede lige at se Ferrarien køre bort i høj fart.
”Fik du ikke Julies underskrift på, at bilen var din ?” spurgte Janus
og stirrede længselsfuldt på det sted, hvor Ferrarien holdt parkeret.
Sandra rystede på hovedet.
”Kvinder altså ! . . . . . Hvordan kan du være så naiv ?
Du er så hjernedød, at det halve kunne være nok. Du duer ikke til
noget. Du er følelseskold og uengageret. Du duer ikke til at bolle.
Jeg er nødt til at fantasere om andre kvinder for at få en orgasme.
Jeg fatter ikke, hvorfor jeg spilder min tid på dig. Du er bare så dum
at høre på. Det eneste, du snakker om, er ham Martin.”
”Hvis jeg var dig, så ville jeg ikke beskylde nogen for at være dum
at høre på. Er der nogen, der er dum at høre på, så er det dig.
Det eneste, du snakker om, er den lorte Ferrari.
Konstant remser du alle mulige ligegyldige data op.
Hvem fanden gider høre på al din snak om kompressionsforhold og
omdrejningsmoment ? . . . . . Tror du, at det interesserer nogen ?
Du er overfladisk og materialistisk. Hvis du skulle vælge mellem mig
og Ferrarien, så ville du vælge Ferrarien.
Martin havde i det mindste prioriteterne i orden. Han leverede Ferrarien
tilbage, da den stod i vejen for vores kærlighed. Du elsker kun én ting,
og det er at køre rundt i min bil og vise mig frem, som om jeg var hovedgevinsten
i Pikspillernes Klub.
Du er en selvglad nar. I dine øjne er jeg ikke andet end en kølerfigur,
som skal afstive dit oppustede selvværd. Jeg synes, du skal skride
hjem til dig selv og koge dit hoved i en frituregryde, indtil det er mørt.”
146