kapitel 1

KAPITEL 45
Stakkels Martin. Han var på randen af et nervesammenbrud. Når han
ikke pintes af ulykkelige forelskelse, så pintes han af dårlig samvittighed.
Hver gang han lukkede øjnene, så blev han bombarderet med flashbacks
fra den aften, hvor han forvoldte Victors død. Han brugte så
mange kræfter på at undertrykke Victors dødsskrig, at det lænsede
ham for energi.
Han trængte inderligt til at betro sig til nogen. Han overvejede igen
og igen at melde sig til politiet og få ro i sjælen, men modet glippede.
Han prøvede at koncentrere sig om sit afgangs-speciale, men lyden
fra Mona Miras radio distraherede ham. Han begyndte at gå nogle
lange ture for at få ro til at tænke.
Under en af disse ensomme vandringer kom han forbi Julies hus.
Julie var den eneste, der kendte sandheden om Victors død.
Hun var derfor også den eneste, han kunne lette sit hjerte overfor.
”Hvis professor Neudorf var døden nær på grund af en uhelbredelig
sygdom, så har jeg kun gjort ham en tjeneste,” tænkte Martin i sin
desperation. Måske vidste Julie noget. Måske var han heldig.
Opmuntret af denne teori, ringede han på hendes dør. Julie var
tydeligt overrasket. Hun var glad for at se ham og lukkede ham ind.
Han spurgte, om Victor havde lidt af en uhelbredelig dødelig sygdom.
Julie overvejede, om hun skulle trøste ham med en nødløgn, men
valgte at fortælle sandheden – at Victor havde været ved godt helbred.
Der gik derved ild i det halmstrå, som Martin klamrede sig til.
Hans dårlige samvittighed overmandende ham i en sådan grad,
at han fik et mindre nervesammenbrud.
Julie forsøgte at trøste ham:
”Du er uden skyld i hans død.
Du udviste ikke ond vilje.
Det var Victor, der udviste ond vilje.
Det var ham, der provokerede dig.
Han smadrede din computer i ubegrundet jalousi.
92