kapitel 1

(NÆSTSIDSTE) KAPITEL 113
”Vores vrede var kun rettet mod Julie,” forklarede professor Nekskov,
”den var ikke rettet imod dig. Du var kun en brik i magtkampen mellem
hende og fakultetet. Hun følte sikkert, at hun hjalp dig, men det havde
den præcis modsatte virkning. Vreden mod hende var til sidst så massiv,
at kun et mirakel kunne redde din udnævnelse.
Men så skete miraklet. Tænk dig – Julies far ringede til mig. Selveste
baron Sel-Dumonde. Jeg mødte ham ved Julies fødselsdagsfest.
Vi havde en rigtig god diskussion. Han er en meget belæst herre.
Vi fik ikke afsluttet vores diskussion ordentligt, så baronen foreslog, at
jeg skulle besøge ham på et senere tidspunkt – og det tidspunkt var
altså kommet nu. Hvor er baronen i øvrigt ? . . . . Er han ikke inviteret ?”
”Han er lidt forsinket,” svarede Martin, ”han fik nogle problemer med sit
privatfly. Han kommer først efter midnat.”
”Jeg glæder mig til at møde ham igen,” fortsatte Nekskov,
”han er et meget intelligent og retskaffent menneske.”
”Ja – det siges der,” indskød Martin, ”jeg glæder mig også til at lære
ham at kende. Jeg har endnu ikke mødt ham. Det bliver spændende.”
”Du skal bare tage det helt afslappet. Han er jordens sødeste menneske.
Du vil elske ham. Han har alle de kvaliteter, som Julie mangler.
Det er underligt, at der er så stor forskel på de to.
Det er næsten ikke til at tro, at de er far og datter.
Julie har ikke arvet særligt meget af faderens berømte retskaffenhed.
Hun er en psykopat – og hendes søn er en hjernedød gorilla.
Han er parat til hvad som helst for at behage hende.
Men ham har du måske heller ikke mødt ?”
”Har Julie en søn ?” spurgte Martin forundret.
”Ja. Han er parat til at slå ihjel, hvis Julie beder ham om det. Jeg forstår
godt, at Julie holder hans eksistens hemmelig. Han går ikke af
vejen for selv det værste. Det, jeg fortæller dig nu, er tophemmeligt.
Du må kun bruge det overfor Julie i en nødsituation. Lover du det ?”
228