kapitel 1

KAPITEL 107
Martin satte sig i en nærliggende park og græd.
”Kom herover,” lød det fra en bænk et stykke derfra.
Martin kiggede derover.
På bænken sad en alkoholiker og lokkede med en flaske billig snaps.
”Kom herover og få en lille én,” fortsatte alkoholikeren medfølende.
Martin rejste sig op og gik derover. Han satte snapseflasken for
munden og bællede i sig, som var det saftevand.
”Hov-hov, ikke bælle,” indvendte alkoholikeren, men Martin puffede
ham blot til side.
”Mage til utaknemmelighed !” råbte alkoholikeren og langede Martin
en kæbe-rasler.
Martin faldt, lige så lang som han var – og han blev liggende.
Alt kunne være lige meget nu.
Alkoholikeren knappede gylpen op og tissede på Martin.
Martin ænsede det knapt.
Således lå han og ynkede sig selv, indtil han faldt i søvn.
Det var højlys dag, da han endelig vågnede.
Han havde voldsomme tømmermænd.
Frakken var dænget til med fuldemands-bræk, og tøjet havde
en umiskendelig lugt af morgensur urin.
Han havde håbet på, at en utvetydig drøm ville vejlede ham.
Det var sket før, når han var i en kritisk situation.
Så heldig var han ikke denne gang.
Hans tømmermænd stjal al opmærksomheden.
Han prøvede at huske, hvad han havde drømt, men forgæves.
Han tog en hurtig beslutning.
”Mit liv er mislykket. Det bliver styret af en ond gud. Jeg har ikke
nogen chance. Jo mere jeg forsøger at undgå skæbnen, des værre
går det mig. Jeg skulle være blevet i Århus. Det er alt sammen
den gamle mands skyld. Jeg har valget mellem et ulykkeligt liv på
1. klasse og et ulykkeligt liv på lokums-klasse. Jeg kan ligeså godt
vælge Julie. Så får jeg i det mindste lidt luksus med i købet.”
216