kapitel 1

KAPITEL 93
De kørte tavse tilbage til hotellet.
Det var først, da de kom op på værelset, at Martin brød tavsheden:
”Jeg vidste, at det ville gå galt. Jeg har været alt for ambitiøs. Jeg
burde have satset på en almindelig kvinde. Vi passer ikke sammen.
Du lever i din verden – og jeg lever i min verden. Jeg er vokset op
på en bondegård. Du er vokset op i et overklassehjem. Du forstår
mig ikke. Du aner ikke, hvor svært det er for mig at begå mig i overklassemiljøet.
Jeg ved godt, at jeg ikke duer til tv-interviews, cocktailparties og alt
det der. Du behøver ikke at gnide salt i såret. Hvis du havde udvist
tålmodighed og lyttet til mig, så havde jeg overladt rampelyset til dig
– uopfordret. Din skideballe var unødvendig. Den har kun skadet
forholdet mellem os.
Jeg har været med i tre tv-interviews – og jeg har ikke formået at sige
en lyd i en eneste af dem. Jeg har virkelig forsøgt mit bedste, men uden
held. Nu gider jeg ikke forsøge mere. Jeg bliver nødt til at acceptere, at
du får æren for mit arbejde. Det væsentlige er ikke, hvem der får æren,
men derimod at budskabet bliver hørt – og når du er på tv, så bliver
budskabet hørt.”
”Nu må du holde op med dit latterlige selv-ynk,” vrissede Sandra, ”du
glemmer, at vi et team. Vi kæmper for den samme sag. Du glemmer,
at vi supplerer hinanden. Vi er det perfekte match. Din styrke er min
svaghed, og min styrke er din svaghed. Dit arbejde er ligeså vigtigt som
mit arbejde. Du har nogle unikke evner, og jeg har nogle unikke evner.”
”Jeg ville nu foretrække, at jeg havde dine evner, og du havde mine.
Jeg ville foretrække, at det var mig, der fik anerkendelsen for dit arbejde.
At det var mig, der festede og var populær – og dig der lavede alt det
sure slid. Som det er nu, så får du al anerkendelsen. Jeg får kun det
stik modsatte. Jeg får kun hån som tak for mit arbejde.”
”Hvorfor søger du ikke professor Neudorfs professorat ?” foreslog Sandra,
”du har ingen chance for at få tv-seernes anerkendelse, men du har en
god chance for at få fakultetets anerkendelse. På fakultet er du i dit es.”
188