kapitel 1

KAPITEL 102
Nekskov kiggede opgivende på Martin. Det så ud til, at løbet var kørt.
Professor Lindrose kunne ikke dy sig for at strø salt i såret.
Hun spurgte Martin, om han havde forstået alvoren i hendes
indvending – og han svarede:
”Problemet er ikke mig, men derimod de kristne, som tror, at de kan
snakke en hvid væg sort. De tror, at deres talestrøm styrker tilliden
til kristendommen, men resultatet bliver let det modsatte.
Ligesom en tom politisk talestrøm skaber politiker-lede, så skaber en
tom religiøs talestrøm noget, man kunne kalde præste-lede. Hvis vi
skal genskabe tilliden, så må vi tage al kritik alvorlig. Vi bliver nødt til
at indrømme, at der er skriftsteder, der er blevet mistolket.
I middelalderen kunne Kirken klare frisag ved at beskylde sine kritikere
for kætteri, men Kirkens monopol er for længst blevet brudt. Min opgave
som professor vil være at lære eleverne, hvordan de vender tvivl til tro.”
”Hvordan vil du vende tvivl til tro, hvis et tv-program hævder, at Jesu
død og genopstandelse er fup ?” spurgte professor Nekskov.
”Det professorat, som jeg søger, er begrænset til Det gamle Testamente.
Jeg vil ikke bevæge mig ind på jeres fagområder. Vi får et dårligt arbejdsklima,
hvis jeg blander mig i jeres fagområder.”
”Men hvis der nu bliver rejst tvivl om de mirakler, som Moses udførte.
Hvordan vil du så vende denne tvivl til tro ?” spurgte professor Nekskov.
”Der findes historiske begivenheder, som er centrale i kristendommen
– og der findes historiske begivenheder, som ikke er det. Jeg tvivler
på, at der er kristne, der vil miste troen, fordi der bliver rejst tvivl om
de mirakler, som Moses udførte. Vi skal passe på, at vi ikke overlader
det til ateisterne at bestemme spillereglerne.”
”Det kan jeg kun bakke dig op i,” udbrød Stenholz, ”jeg synes, at vi skal
være åbne overfor professor Nekskovs argument. Vi skal fokusere på
dine kvalifikationer – og se bort fra din unge alder og din manglende
PhD-grad. Jeg mener ikke, at løbet er kørt endnu.”
206