kapitel 1

KAPITEL 58
”Løsningen på Sfinksens gåde er, at vi er født hjælpeløse – og når
alderen tynger os, så bliver vi atter hjælpeløse,” forklarede Mona,
”når mennesket er baby, så kravler det på alle fire. Når det bliver
større, så går det på to ben – og når det bliver ældre, så støtter det
sig til en stok. Stokken bliver derved det tredje ben.
Når mennesket går på to ben, så er det stærkest. Når det går med stok,
så er det svagere – og når det kravler på alle fire, så er det svagest.
Ødipus huskede på, at han havde været svag og hjælpeløs som barn
– og han vidste, at han atter ville blive svag og hjælpeløs, når han
blev gammel. Fordi han vidste, at den stærke på et tidspunkt bliver
den svage, så udviste han ydmyghed og tog sig af de svage og hjælpeløse
i samfundet.
Befolkningen ønskede en konge, der ikke udsultede befolkningen.
Ødipus forstod dette og handlede derefter. Han gjorde oprør mod
sine forældre. Han nægtede at adlyde Sfinksens ordrer. Den onde
Sfinks mistede sin opbakning, og kong Laios styrtede fra sin trone
ned i afgrunden.
Skrivebordsgeneralen Jokaste mistede derved sin loyale gorilla.
Korruptionen forsvandt, og optimismen vendte tilbage til kongeriget.
Hønen fik lov til at lægge sine guldæg. Økonomien blomstrede.
Befolkningen belønnede Ødipus for hans oprør og valgte ham som
deres ny konge. Men hans kongerige havde nogle lig i lasten – og
det var hans mor og militæret.
Militæret levede højt på, at styret var korrupt og despotisk. De har
ikke haft nogen interesse i at støtte en retfærdig konge som Ødipus.
De har trængt ham op i en krog – og bedt dronning Jokaste om at
fælde en dom over kupmageren Ødipus.
Dronning Jokaste har stillet et ultimatum til ham:
»Gift dig med mig – eller modtag en meget hård dom for dit kupforsøg !«
118