kapitel 1

KAPITEL 44
Martin havde ingen idé om, hvad der ventede ham, da han
mødte Sandra i kantinen. Han prøvede at få øjenkontakt med
hende, men hun ignorerede ham demonstrativt. Til sidst greb
han fat i hende. Han ville spørge, om hun havde læst hans
kærestebrev, men han blev lammet af et uforsonligt blik.
Pludselig blev der grinet højt. Latteren kom fra nogle af Sandras
venner. De stod henne ved opslagstavlen. De kiggede i smug
over på Martin – og så grinede de endnu højere. Martin havde
en ubehagelig fornemmelse af, at det var ham, de grinede af.
Da kantinen var tom, så skyndte han sig over til opslagstavlen.
Hans kærestebrev hang midt på den. Det var næppe det, han
havde skrevet, der udløste latterbrølene. Det var snarere det,
som Sandra havde tilføjes hans underskrift:
”Martin Nesum = Pikspiller og bonderøv !”
Og som om det ikke var nok, så havde hun i parentes skrevet:
(Ubesejret vinder i kategorien: »Danmarks mindste pik !«)
Martin rev øjeblikkelig brevet i stykker. Ydmygelsen var total.
Han levede i forvejen på selvmordets rand af bar skam over
at have forvoldt Victors død.
Sandras hån var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Han forlod øjeblikkelig fakultetet og cyklede ud til havnen.
Her gik han længe og kiggede ned i det iskolde vand.
”Hvis jeg hopper nu, så vil Sandra fortryde sin hån.”
Han besluttede sig for at skrive et selvmordsbrev.
Han rodede sine lommer igennem for at finde noget at skrive med
– men forgæves. Han satte selvmordet på stand-by og cyklede
hjem til sig selv.
Da han kom hjem, så lagde han sig udmattet på sengen og
faldt øjeblikkelig i søvn.
90