kapitel 1

KAPITEL 59
”Du opfatter Ødipus, som godheden selv, men du overser, at han
dræbte sin far og en masse uskyldige mennesker p. gr. af en bagatel.
Sagnet illustrerer, hvorledes helteidealet har ændret sig siden antikken.
Helte var dengang nogle blodtørstige massemordere.
Hvis man overfører sagnet til dagens Danmark, så ville Ødipus
drøne rundt i en overstylet BMW med fuld hammer på højttalerne.
Hvis nogen bad ham om at holde tilbage, fordi en kongelig procession
skulle passere, så ville han koge over af raseri. Han ville tage sin
maskinpistol og dræbe kongen og alle i hans følge.
I dag ville Ødipus ikke blive udråbt til en helt.
Han ville blive stemplet som en psykopat.
Alle ville foragte ham.
Han ville få en livstidsdom for road-rage.
Men sådan så man ikke på road-rage på Sofokles tid.
Ødipus dræbte en masse uskyldige, fordi han ikke ville vige
til siden, da kongen skulle forbi. Det blev opfattet som en heltegerning
i oldtidens Grækenland,” påstod Martin.
”Det er en udbredt opfattelse, at Ødipus overreagerede, da han
dræbte kong Laios og hans følge, men fortællingen er symbolsk.
Kong Laios havde distanceret sig fra folket. Han var på vej væk.
Det var præcis omvendt med Ødipus. Han kom befolkningen i møde.
Det havde han så stor succes med, at han overtog faderens plads.
Folket begyndte at henvende sig til Ødipus – og ikke til faderen.
Det var Ødipus, de lyttede til og bad om hjælp.
Det kunne hans far ikke sidde overhørig.
Han forlangte, at Ødipus skulle vige pladsen, men Ødipus nægtede.
Befolkningens ve og vel var vigtigere for ham end faderens luksusliv.
Resultatet bliver en blodig revolution. Det er i den sammenhæng
underordnet, om Ødipus slog faderen og alle hans korrupte embedsmænd
ihjel – eller om han blot stod i spidsen for oprøret.
Ødipus var ikke en psykopat. Han var en frihedskæmper.
120