1. semesters projekt - Get a Free Blog

I forhold til Bush-talen kan man gå ud fra, at det er almene borgere, der er tilhører. De fremmødte tilhørere ville kende
Søvndals holdning til Bush på forhånd, og derfor må vi gå ud fra, at størstedelen er enige med ham på forhånd. Vi drager
denne konklusion, eftersom det ville være spild af tid at møde op og høre en politisk tale, der repræsenterer en holdning, man
ikke selv er enig i. Eftersom der i forvejen er skabt enighed mellem taler og tilhørere, skal taleren bruge færre retoriske kneb til
overbevisning. I stedet drejer det sig for Søvndal om at piske en stemning op, så der opstår en fællesskabsfølelse mellem taler
og tilhørere. Søvndal forsøger i sit forsøg på at piske en stemning op at understrege den enighed, der er mellem tilhørerne og
ham selv ved at skabe en slags ”os mod dem”-følelse.
Afhængigt af hvilken kontekst, Søvndal befinder sig i, stilles forskellige krav til hans taler. Der bliver generelt stillet krav
til faglighed, argumentation samt retoriske virkemidler. Bush-talen som foregår i det offentlige forum har karakter af en
“dundertale”, som med fordel kunne have brugt færre ‘voldsomme virkemidler’, bedre belæg for argumentationen og mere
variation i de retoriske figurer. Afslutningsdebatten er bedre konstrueret grundet et andet publikum og hvor slogans udgør
en stor del af retorikken. Derfor kan det diskuteres hvor korrekt vores vurdering af Søvndals retoriske udvikling er, da han
formulerer sig forskelligt afhængigt af de forskellige kontekster, som talerne indgår i.
Vurderingsgrundlag
Sandhedsværdien af vores analyse er relativ. Hvis den bliver set i lyset af de to kontekster, som henholdsvis Bush-talen og
afslutningsdebatten optræder i, kan det påstås, at Søvndal ikke har udviklet sig, men kun formulerer sig anderledes grundet
den givne situation. Men på den anden side, hvis vores analyse bliver set i lyset af de rene taler uafhængigt af konteksten, kan
man argumentere for, at han har gennemgået en retorisk udvikling. Dette kan begrundes i den bedre konstruering af talerne,
bedre argumentation, større troværdighed og ikke mindst større saglighed. I vurderingen af sagligheden er problemet, hvordan
man foretager en rimelig vurdering af saglighed i to taler med vidt forskellige formål/hensigter. Dog er Søvndal mere præcis
i afslutningsdebatten, og kommer derved til at fremstå mere saglig, da han sætter større styrke ind på færre områder; han
vælger sine kampe med omhu.
At talerne indgår i to forskellige kontekster har ikke påvirket vores måde at analysere talerne på. Talerne er ikke blevet valgt
på baggrund af de forskellige kontekster, og de krav konteksterne stiller til talen, men på baggrund af temaerne som i begge
taler er kritiske overfor regeringen.
71