ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

Mellemkrigstidens kulturradikale strømning var i høj grad knyttet til modernismen
og det moderne projekt. Selve begrebet ”kulturradikalisme” optrådte først senere i en
kronik af Elias Bredsdorff i dagbladet Politiken i 1955, hvor han omtalte behovet for
”en vågen og modig kulturradikalisme” som i trediverne. I selve perioden talte man
om ”frisind” eller ”frisindet kulturkamp”. Historisk lå kulturradikalismen i
forlængelse af 1880’ernes ”moderne gennembrud”, og man kan tale om
”radikalismens anden fase”.(24) Forbindelsen til den klassiske oplysningsfilosofi
understregedes af nykantianismen som et vigtigt ideologisk grundlag for bevægelsen
med ordet kritik som nøglebegreb. Centralt for bevægelsen var derfor både Kants
moralske imperativer og en individuelt orienteret oplysning og frigørelse.
Kulturradikalismens frigørelsesprojekt omfattede over en bred kam den
modernistiske litteratur og kunst, jazzen, reformpædagogik, seksualoplysning samt
en ny funktionalistisk arkitektur i glas og beton og moderne byplanlægning med lys,
luft og grønne områder. Det kan undertiden være vanskeligt at sondre mellem den
kulturradikale og den kommunistiske bevægelse i mellemkrigstiden, og der er mange
personsammenfald mellem de to retninger. (25) En vigtig forskel var dog synet på
klassekampen og revolutionen, som var vigtige dele af den kommunistiske ideologi,
mens kulturradikalismen lagde vægt på den individuelle frigørelse og var orienteret
mod en frisindet idékamp og en pragmatisk realisering af det gode liv gennem f.eks.
en bedre og mere moderne boligindretning og arkitektur. Kulturradikalismen var som
avantgarde knyttet til den internationale modernisme inden for arkitektur, kunst,
litteratur og musik. Tidsskriftet Kritisk Revy introducerede kritisk f.eks. Le Corbusier
og Bauhaus til et dansk publikum.
Kulturradikalismen havde frisindet fælles med grundtvigianismen og det moderne
projekt fælles med arbejderoplysningen, om end i forskellig fortolkning. Som
oplysningsbevægelse adskilte den sig imidlertid radikalt fra de to andre bevægelser i
form, indhold og målgruppe. Mens de grundtvigske højskoler og
arbejderoplysningens studiekredse henvendte sig til bønder og arbejdere med
begrænset skolegang og derfor uvante med læsning – måske en af grundene til ”det
levende ords” betydning - var kulturradikalismen især en strømning blandt
veluddannede intellektuelle i byerne. Det betød, at der ikke var samme behov for at
bygge forsamlingshuse og højskoler, organisere undervisning og skaffe
undervisningsmaterialer. De kulturradikale medier var især tidsskrifter som Kritisk
Revy, Kulturkampen og Aandehullet og eksperimenterende litteratur, kunst, teater og
musik som f.eks. jazz og revyer på de københavnske scener. Først senere fik
reformpædagikken sine egne ”steder” i form af f.eks. lilleskolerne. Mens den
grundtvigske bevægelse forholdt sig kritisk til storbyen bl.a. på grund af dens
rodløshed og nedbrydning af traditionen, og arbejderoplysningen var modstander af
forlystelsesindustrien, dyrkede kulturradikalismen det kaotiske og frigjorte storbyliv
som en del af moderniteten, dog med kritik af den amerikanske massekultur.
Kulturradikalismen var på ingen måde den dominerende retning i mellemkrigstiden.
Den befandt sig sammen de grundtvigske højskoler, arbejderoplysningen og de
øvrige folkeoplysende organisationer i forskellige udkanter af den etablerede
dannelseskultur, som udgjordes af skolevæsenet, de højere uddannelser og de store
kulturelle institutioner. Antalsmæssigt var den beskeden i forhold til de øvrige
bevægelser.
114