ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

De historiske stilarter og Skønvirke stilen prægede også bibliotekernes udvendige og
indvendige udsmykning i århundredets første årtier. Det gjaldt især de store
forskningsbiblioteker som Det kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket med Karl
Hansen Reistrups dekorationer, der også havde naturen som motiv. Det gjaldt
ligeledes store læseforeninger som Kvindelig Læseforening med reoludskæringer af
Harald Slott-Møller. Tidens små og tæt møblerede folkebiblioteker var ligeledes
udsmykket med billeder og planter. Det gjaldt også Stationsbyudstillingens
Folkebibliotek og det efterfølgende Vejen Bibliotek som en bevidst del af de to
steders hjemlige præg. I udstillingsbiblioteket bestod udsmykningen af
forfatterportrætter og litterære landskaber samt vaser fra det nærliggende
pottemageri. I Vejen var der forfatterportrætter og malerier samt en buste udført af
Niels Hansen Jacobsen.
Lærebog i Biblioteksteknik fra 1922 balancerede mellem bibliotekets offentlige og
hjemlige karakter: ”… det maa erindres, at et Bibliotek hverken er et offentligt
kontor eller en dagligstue, men et Sted, hvor der skal være Ro og Fred til Studier, og
hvor en overdreven kunstnerisk Udsmykning af Inventar og Vægflader kun virker
distraherende.” (1) Lærebogen tillod dog moderat udsmykning: ”Nogle enkelte
Billeder på Væggene, f. Eks. Portrætter af Digtere eller historisk-topografiske
Billeder fra Byen, vil kunne gøre en god Virkning, men man maa vogte sig for al
Overfyldning i Henseende til Dekoration, thi dette vil let kunne virke uroligt og
distrahere de læsende. En Læsesal maa derfor heller ikke overlæsses med Blomster
eller Potteplanter, som derimod anvendt med Maade vil kunne bidrage meget til
Rummets Hygge og give det et hjemligt Præg. ” (2)
Med vigtige undtagelser forsvandt udsmykningen dog i løbet af tyverne fra selve
biblioteksrummet. Undtagelserne var Ny Carlsbergfondets initiativ til udsmykning af
flere af periodens nye centralbiblioteker, bl.a. Hjørring, Esbjerg, Lemvig og Thisted.
Udgangspunktet for Ny Carlsbergfondets velkendte mæcenvirksomhed kom bl.a. til
udtryk i Carl Jacobsens tale ved indvielsen af Glyptoteket i 1907, hvor han
fremhævede, at nutidens kunst ”skal anbringes, hvor folk færdes og daglig har den
for øje.” I denne tankegang gik billedkunst og folkeoplysning, skønhed og etik,
opløftelse og opdragelse op i en højere enhed, og bibliotekernes formidling fik andre
betydninger end den rent saglige oplysningsvirksomhed. I forbindelse med omtale af
netop Ny Carlsbergfondets støtte til mellemkrigstidens biblioteksudsmykninger
inddrager Poul Vad dette udgangspunkt: ”Dertil kommer en indstilling over for
”folket”, som synes en særlig dansk tradition, måske den samme som lå bag
Grundtvigs tanker om folkeoplysning og bag biblioteksvæsenets udvikling:
almenheden, folket skulle have del i billedkunsten, hvis skønhed og indre etik ikke
kunne undgå at virke opdragende og opløftende. Hertil en forestilling om
forskønnelse i det hele taget, en sammenligning med tidligere epoker som havde
vidst at lade kunstnere fylde kirker og paladser med deres værker.” (4)
Den første af disse større udsmykninger blev udført på Centralbiblioteket i Hjørring.
Ideen gik tilbage til 1925, hvor Michael Winther som formand for
biblioteksbestyrelsen sendte en ansøgning til fondet om udsmykning af den
projekterede biblioteksbygning med ”Friser af Frescomalerier i Udlaanet, Læsesalen
og Foredragssalen” og foreslog Valdemar Andersen som kunstner. Fondet
326