ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

korrespondance, som blev omhyggeligt beskrevet i artiklen, f.eks. udlånsnoteringen:
”I den ene Halvdel af Midterstykket findes ”Udlaansnoteringen”, saa den uden for
Aabningstiden kan dækkes med et Laag, der slutter lige til Pladen. Der er 6 Rum til
Bogkort, med faste, men forskydelige Træklodser. Forstykket kan tages af, saaledes
at Rummene kan renses for Støv. Nedenunder findes Pengeskuffe og Hylder til
hjemkomne og reserverede Bøger. I Hjørnet til højre er der hylder til Kataloger,
Pakker og Bøger til Reparation.” (99) Skranken kunne anvendes i mange typer af
lokaler i forbindelse med lånernes passage til og fra de åbne hylder, og dens højde på
1,15 m gjorde det muligt for bibliotekaren at færdes frit i lokalet uden at skulle rejse
sig op eller sætte sig ned. Den var udført i lysbejdset eg og leveret af et lokalt
håndværkerfirma. Hvenegaard Lassen sluttede artiklen med at udtrykke sin daglige
glæde over den nye skranke: ”I et halvt Aar har den nu været Centrum i Bibliotekets
daglige Arbejde og har i enhver Henseende virket som den skulde. Det er simpelthen
en daglig Nydelse at arbejde ved saadan en stor, dejlig Udlaansskranke.” (100)
Sandsynligvis har Hvenegaard Lassens artikel fremmet anvendelsen af denne
skranketype. Den blev uhyre almindelig i tyvernes biblioteker, ofte i kombination
med en vifteformet reolopstilling og store glasruder mellem bibliotekets afdelinger,
der var en del af den panoptiske biblioteksindretning, der fulgte med indførelsen af
åbne hylder. De åbne hylders brugervenlighed havde således omkostninger i retning
større overvågning, der dog både kunne være kontrollerende, vejledende og
hjælpende. Artiklen er interessant som udtryk for holdninger og bevidsthed hos den i
samtiden aktivt praktiserende bibliotekar og senere bibliotekshistoriker. Det er værd
at bemærke Hvenegaard Lassens glæde ved orden snarere end ved kontrol. Som
aflastning for skrankens mange funktioner udvidedes de små kontorarealer gradvist.
Den panoptiske biblioteksindretning med historiske og internationale forbilleder
kulminerede i starten af tyverne. Som eksempel kan nævnes Centralbiblioteket i
Hjørring, som i sin bygning fra 1921 blev indrettet radialt, men med retvinklet
reolopstilling i nybygningen fra 1927. Der er næppe tvivl om, at kontrol og
regulering sammen med tilgængelighed, overskuelighed og orden indgik i det
moderne folkebiblioteks nye saglighed, som fremgik af lærebøger m.m., der
beskæftigede sig med håndteringen af et stadig større udlån til et stadig større
publikum. Harald Herdals bibliotekserindringer er dog eksempel på, at
bibliotekarernes vejledning og udspørgning af lånerne ikke har virket kontrollerende
eller overvågende, men tværtimod har været oplevet som positiv interesse. De tunge
møbler og reoler i mørkt træ medvirkede til at bevare en del af den tidligere
biblioteksindretnings hjemlige præg.
Bibliotekssektorens stigende betydning viste sig både gennem udviklingen af en
voksende faglig offentlighed i form af bøger, tidsskrifter og lærebøger og gennem det
voksende biblioteksbyggeri, som stod i dialektisk forhold til hinanden. I
Folkebibliotekerne før og nu beskrev Døssing folkebiblioteket som idealtype, men
med eksempler hentet fra de eksisterende nye biblioteksbygninger. Netop i denne
tidlige fase var der stor interesse for praktiske forbilleder, og anmeldelser og omtaler
var præget af grundighed og pionerånd.
202