ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

liberalismes og oplysningstidens forestillinger om borgerne som oplyste, myndige
privatpersoner med selvstændig fornuft og dømmekraft.
Som Habermas angiver i den ene undertitel, er der tale om en generel teori om det
borgerlige samfund, som karakteriseres af polariseringen mellem det private område
og staten. I denne polarisering udvikles offentligheden som en selvstændig sfære for
kulturelle aktiviteter, politisk diskussion samt kritik og kontrol af staten. Der skete i
løbet af 1700-tallet en gradvis åbning af fyrstelige og aristokratiske institutioner for
det nye borgerlige publikum. Hof- og residensteatre åbnedes for andre end hoffet.
Fra 1720’erne fandt der offentlige koncerter sted, og fra 1737 eksisterede der i Paris
kunstudstillinger, som var åbne for alle. Som dokumenteret af Naudé var der allerede
i løbet af 1600-tallet sket en åbning af bibliotekerne. Bibliotèque du Roi i Paris blev i
1735 åbnet for offentligheden og tog i 1792 under den franske revolution
navneforandring til Bibliothèque Nationale. I Danmark åbnedes tilsvarende i 1793
Det kongelige Bibliotek for en større offentlighed, dog uden navneskift. Med disse
samfundsændringer skabtes et nyt offentligt rum i både intellektuel og fysisk
forstand. Med den anden undertitel peger Habermas på de ændringer, som den
borgerlige offentlighed ifølge hans undersøgelse har gennemgået frem til nutiden.
Sammen med den regulerede kapitalisme og massemediernes udvikling har
offentligheden ændret karakter i retning af en ”frembragt” offentlighed, hvor
dagsordenen er styret centralt og ikke bestemmes af de myndige borgere.
Habermas videreudvikler i værket Teorien om den kommunikative handlen sin teori
om samfundets polarisering med begreberne ”system” og ”livsverden”.
Systembegrebet, som Habermas har udviklet ud fra bl.a. Talcott Parsons og Niklas
Luhmanns systemteorier, betegner både de politisk-administrative systemer og
markedet. Inden for systemets verden er der tale om strategisk rationalitet, som
handler om optimering af positioner eller økonomiske interesser hos aktørerne.
Aktørerne handler formålsrationelt inden for autoritetshierarkier og økonomiske
virksomheder. Kommunikation er strategisk med indforståethed omkring normer,
hensigter og handlinger og uden refleksion. Behov for koordinering af handlinger
skaber systemintegration. Inspirationen til livsverdensbegrebet er derimod hentet fra
en helt anden sammenhæng, nemlig den tyske fænomenologiske tradition og
Wittgensteins livsformbegreb. Livsverdenen er defineret ud fra hverdagslivets
værdier, normer, moral og sprog. Livsverdenen opleves ud fra deltagernes perspektiv
og kommunikative forståelse, og livsverdenens solidaritet skaber social integration.
Forskellen mellem de to områder formuleres kort i en i øvrigt kompleks fremstilling:
”Systemevolutionen tilpasser sig øgningen af et samfunds styringskapacitet, mens
forholdet mellem kultur, samfund og personlighed anviser en symbolsk struktureret
livsverdens udviklingstilstand.” (11) Der er således en række modsætninger mellem
system og livsverden. Selv om Habermas anerkender det moderne samfunds
institutioners grundlæggende elementer af fornuft og kultur, er det moderne projekt
”ufuldendt” i den forstand, at disse elementer ikke er kommet til fuld udfoldelse. På
grund af det moderne samfunds sociale styringsproblemer har systemet derfor måttet
”kolonisere” livsverdenen. Derved kommer den strategiske rationalitet til at
dominere den kommunikative rationalitet, som er forudsætningen for en fri diskurs
med gensidig anerkendelse af gyldige argumenter. ”Som følge af denne
professionalisering vokser afstanden mellem ekspertkulturer og det brede publikum.
31