ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

evægelses opfattelse af åbne, flydende og transparente rum med dynamiske
betragterpositioner videreformuleres af arkitekturteoretikeren Sigfried Giedion i
bogen Space, Time and Architecture fra 1941 (21), som senere er udkommet i en
lang række udgaver og oplag. Bogen er en bred kulturhistorisk arkitekturhistorie,
hvor udgangspunktet for den moderne arkitekturs rumopfattelse føres tilbage til det
tidlige 1800-tals ingeniørmæssige nykonstruktioner. Den moderne rumopfattelse
kommer siden til fuld udfoldelse i det kubistiske maleris eksperimenter, som
forbindes med den moderne fysiks relativitetsteori: ”Ligesom den videnskabelige
forsker er kunstneren blevet opmærksom på, at den klassiske rumopfattelse er
begrænset og ensidig … Flersidighed er essensen af vore dages opfattelse af rummet,
dets indre mulighed for uendelige relationer. Følgelig er en udtømmende beskrivelse
fra ét ideelt beskuerpunkt umulig: rummets karakter ændrer sig med en skiftende
beskuerposition. For at opfatte rummets sande natur, må beskueren bevæge sig
igennem det. Trapperne i den øverste del af Eiffeltårnet er blandt de første
arkitektoniske udtryk for en flydende overgang mellem ydre og indre rum. I moderne
fysik opfattes rummet som relativt, idet det forholder sig til et referencepunkt i
bevægelse, ikke som den absolutte og statiske enhed i Newtons system fra barokken.
I moderne kunst skabes for første gang siden renæssancen en ny rumopfattelse, der
fører til en selvbevidst udvidelse af vore måder at opfatte rum på.” (22)
” … Kubismen gør op med renæssancens perspektiv … Den bevæger sig omkring
og ind i sine objekter … At præsentere objekter set fra forskellige synsvinkler
introducerer et princip, som er nært forbundet med moderne liv – samtidighed. (23)
”Kubismens planer, der skyder sig frem og trækker sig tilbage, svævende, ofte
transparente, uden noget at fastholde sig til i en realistisk position, er fundamentalt i
modstrid med perspektivets linier, som konvergerer i et enkelt forsvindingspunkt.”
(24)
Som eksempel på denne nye rumopfattelse analyseres Bauhaus-skolen i Dessau som
sammenstilling af svævende kuber af forskellig størrelse og forbindelsesbroer med
ekspanderende grundplan. Bygningens volumener dematerialiseres ved udstrakt brug
af glas og indre jernkonstruktioner, som gør rummene åbne og transparante. (25) Det
er oplagt at forbinde biblioteksrummets åbning og sagliggørelse i løbet af det 20.
århundrede med den modernistiske arkitekturs udvikling og teorier, ligesom det er
oplagt at se bibliotekernes udvikling i århundredets sidste årtier i sammenhæng med
postmodernismen og kritikken af modernismen.
En række arkitekturteorier fra tresserne og fremefter har forholdt sig kritisk til
modernismens tab af oplevelse og identitet. Kritikken er ikke uden lighed med
teorierne om forholdet mellem system og livsverden. Det gælder f.eks. Kevin Lynch’
The Image of the City fra 1960 (26) om orientering og bevægelse i byrummet og
Gordon Cullens The Concise Townscape fra 1961 (27) med eksempler på serielle
oplevelser af bymiljøer med blik for materielle eller betydningsbærende detaljer.
Lynch’ visuelle byteori tager udgangspunkt i behovet for at orientere sig i storbyen
på samme måde som eskimoer eller indianere finder vej i deres naturlige omgivelser.
Han udvikler et begrebsapparat, der dels overordnet beskæftiger sig med byens
identitet, struktur og mening, dels kan bruges som en metode til at undersøge vigtige
elementer i byens rum. Lynch’ efterhånden klassiske begreber er ”paths”, ”edges”,
”districts”, ”nodes” og ”landmarks”. ”Paths” eller ”veje” betegner færdselsårer eller
34