ÅBNINGEN AF BIBLIOTEKSRUMMET - Forskning

centrale kortkartotek. Voksenudlånet repræsenterede med sine åbne hylder
bibliotekets udadvendte interesse for det store læsepublikum, som man kom i møde
med professionel vejledning og moderne ekspedition. Både fag- og skønlitteratur
anskaffedes i modsætning til de tidligere bogsamlinger efter fælles retningslinier og
bogvalgskilder som Bogens Verdens anmeldelser. Bøgerne opstilledes i ensartede
pluviusinbind efter den danske decimalklassedeling. Lånerne kunne søge og græsse
frit mellem reolerne, og der var mulighed for almindelig samtale. Som idealtype var
voksenbibliotekaren som den aktive og udadvendte kulturformidler.
Læsesalen var oplysningens, koncentrationens og refleksionens rum. Store læsesale
havde ofte særlige studierum. Den var også forbundet mellem referencearbejdet, som
var bibliotekarfagets højt udviklede professionelle stolthed. Med regler for dæmpet
tale og stilfærdig adfærd var læsesalen samtidig bibliotekets mest adfærdsregulerede
rum. Historisk kunne den ses i forlængelse af salsbiblioteket. Den var dog ikke
repræsentativt indrettet, men indeholdt en praktisk oplysende håndbogssamling til
målrettet brug. Der kunne læses aviser, hvis der ikke var indrettet en særlig
avislæsesal. Avislæsningen havde forbindelse tilbage til de rekreative læsestuer, der
kunne have karakter af sociale ”varmestuer”. Selv om aviserne var en vigtig del af
den politiske offentlighed, havde avislæsning i tidens biblioteksunivers ikke samme
høje oplysningsideologiske status som brugen af håndbøger. Avislæsningen kunne
desuden forstyrre læsesalens ro og koncentration.
Denne opfattelse af forholdet mellem de oplysende håndbøger og ”Avisindholdets
brogede Blanding og dets øjeblikkelige værdi” kunne bl.a. føres tilbage til
Steenbergs Folkebogsamlinger. Her anerkendte Steenberg avisernes betydning som
orientering om den store verden, men indholdet var af begrænset værdi: ”Aviserne
give – eller kunne give – en Læsning, der paa ingen maade bør ringeagtes. Tænk blot
paa, at gennem Aviserne faar hvert enkelt Menneske Bud om, hvad der sker paa hele
Jorden … Aviserne er det vigtigste Bindeled mellem os og det Samfund, hvori vi
leve. Men meget af det, som Aviserne indeholde, er dog af en saadan Beskaffenhed,
at læser man det ikke, eller glemmer man det straks igen, saa er der ingen Skade sket
– og i Morgen er der en ny Avis.” (5) Lignende synspunkter gjorde sig
tilsyneladende gældende for synet på læsesalen i hele perioden. Således skrev
Biblioteksskolens senere rektor Preben Kirkegaard i 1948: ”Den bibliotekar, der en
sen aftentime sidder vagt på en sådan læsesal og ser ud over den lille faste stok af
avislæsere, vil en gang imellem blive hjemsøgt af ”bibliotekariske anfægtelser” ved
tanken om, hvilke uænsede lærdomskilder og oplysninger, der staar paa hans reoler –
oven i købet i kostbare bind – og saa den ringe nytte og glæde, de bringer …” (6)
Lederen af Frederiksberg Bibliotek Georg Krogh-Jensen skrev året efter mere direkte
i en personlig korrespondance om avislæserne: ”Jeg ønsker for eget vedkommende
kun, at jeg havde dem anbragt i et passende lokale uden for biblioteksbygningen.” (7)
Dobbeltheden i holdningerne til avislæsning kom også til udtryk i Carl Thomsens
indledning til Danske Biblioteksbygninger: ”En Række Biblioteker har særlige
Avislæsesale, hvad absolut kan anbefales, fordi Udskillelsen af Avislæsningen fra
den almindelige Læsesal gør dennes Værdi som Arbejdslokale betydeligt større …
Nogle steder anses Avislæsningen for et nødvendigt Onde, som man ønsker at
begrænse mest muligt, fordi den bl.a. gør Biblioteket til Samlingssted for
244